Optikerkæde vælger nyt bureau

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

MediaCom skal hjælpe svensk optikerkæde med at vokse i Danmark.

Den svenskejede optikerkæde Smarteyes har valgt MediaCom som den strategiske rådgiver, der skal hjælpe virksomheden med at føre en ny vækststrategi ud i livet.

MediaCom i Aarhus snupper tjansen fra IUM og foran næsen på også Carat.

Bureauskiftet skal ifølge en pressemeddelelse give en ny tilgang til markedet og til den vækststrategi, der skal sikre Smarteyes optimale vilkår for at nå målsætningen om at blive den mest anbefalede optiker.

”Valget faldt på MediaCom, da de leverede en innovativ og overbevisende strategi med fokus på at drive den digitale transformation for Smarteyes på en måde, der vækster både vores omsætning og bundlinje, men også med fokus på at være nytænkende og udfordre traditionelle tankegange,” siger Smarteyes’ adm. direktør Mads Poulsen.

Han fortæller, at Smarteyes ønsker at arbejde smartere med data, egne platforme og teknologi og på den måde ”øge relevansen og tilstedeværelsen i et marked, der er hårdt presset af mange udbydere og en intens priskrig”.

Den svenske kæde har foruden forretninger i Sverige og Tyskland 15 forretninger i Danmark. Den første danske butik åbnede i 2013, hvor Smarteyes luftede en målsætning om at åbne 45 forretninger i Danmark og som minimum blive landets næststørste optikerkæde.