Os-partnere har fundet ny base

FiG

To af det konkursramte bureaus partnere skal nu operere fra et fællesskab hos et netværksbaseret bureau.

De Allierede, der er et netværksbureau, har nu allieret sig med to tidligere partnere i Reklamebureauet Os.

Det drejer sig om Nicoline Olesen og Flemming Møldrup, der var partnere og mindretals-aktionærer i det nu konkursramte bureau. De var desuden henholdsvis kontaktdirektør og kreativ direktør

De Allierede A/S er stiftet og drevet af tekstforfatter Christian Nielsen og strategisk konsulent Tina Ravn. Grundideen er at arbejde med faste kunder, som bliver betjent af partnerne i samarbejde med et netværk, hvor man trækker på den eller de free-lance specialister, som bedst vil kunne løse opgaven.

De Allierede A/S arbejder i dag fast for dagbladet Børsen, Lantmännen Unibake (nationalt og internationalt), Pfizer, Neutral og Toms og løser desuden enkeltstående opgaver for både annoncører, medie- og reklamebureauer.

Man ønsker ikke at kompromittere bureauets koncept, så derfor vil Flemming Møldrup og Nicoline Olesen komme til at fungere som en parallel, selvstændig celle, som på samme vis som Tina Ravn og Christian Nielsen vil betjene egne kunder.

Man vil altså ikke dele kunder, men dele navn, adresse, netværk og tro på forretningsidéen.

Men det er også en konstellation, der kan udvikle sig.

“Der er tale om en forlovelse, der meget vel kan ende ud i et partnerskab”, siges det i en pressemeddelelse.