Oscar-vindende filminstruktør bag ny julereklame for Coca-Cola

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Coca-Colas julereklame i år er instrueret af Taika Waititi, der står bag JoJo Rabbit og Thor: Ragnarok. Produktionsselskabet er Hungry Man og bureauet bag kampagnen er Wieden+Kennedy London. Se filmen her.

For 100 år siden introducerede Coca-Cola julemanden i deres reklamer. Det har Coca-Cola brugt som afsæt i deres 2 1/2 minutter nye reklamefilm.

Den nye kampagnefilm hedder The Letter og er instrueret af den Oscar-vindende filminstruktør Taika Waititi, der står bag film som Thor: Ragnarok og JoJo Rabbit. Produktionsbureau er Hungry Man.

Filmen handler om en fars fantastiske forsøg på at få sin datters julebrev frem til julemanden i tide og viderebringer et hjertevarmt budskab om at være til stede med dem, man holder af. Det er et særlig vigtigt budskab efter et turbulent 2020, siger Marie Ørsted, senior brand manager for Coca-Cola Danmark og hun fortsætter:

”Filmen handler om nærvær, og budskabet er, at du skal give den gave, kun du kan give: Dig selv. Dette år har været vanskeligt for mange, og julen vil have særlig stor betydning. Vi synes derfor, at det var passende at genbesøge vores univers og gøre vores julereklame endnu mere relevant.”

Den nye Coca-Cola kampagnefilm kommer til at køre på TV, i biografen og online. Kampagnen er lavet af Wieden + Kennedy London og markeres med en konkurrence i butikker landet over, hvor tusindvis af præmier er på højkant – blandt andet udlodder Coca-Cola dagligt én Xbox Series X fra midten af november og frem til jul.