DSB har valgt Metroxpress til fremover at levere indholdet til de mere end 2.800 tog- og perronskærme i S-togene og på DSB’s perroner. Metroxpress afløser Commute Media, der hidtil har stået for opgaven.
Det betyder, at Commute Media bliver et selskab uden aktivitet. Hvad der skal ske med selskabet, har ejeren endnu ikke besluttet, oplyser salgsdirektør Jesper Grünfeld.
Der er fem medarbejdere i Commute Media – nogle af dem vil følge med over til Metroxpress, mens resten vil miste deres job. Det er dog endnu ikke klart, hvor mange, der følger med.
“Vores problem var, at vi manglede kritisk masse til at få forretningen til at hænge sammen,” siger Jesper Grünfeld.
Commute Media ejes af en dansker – Alexander Eriksen – der er bosiddende i USA.
Tv-skærmene vil vise nyheder, underholdning og annoncebudskaber leveret af Metroxpress samt information og trafikmeldinger fra DSB.
”Vi er glade for, at Metroxpress vil videreføre driften af vores tog-skærme, indtil opgaven skal sendes i udbud i 2015. Vi har i forvejen et godt samarbejde med Metroxpress, som vi dermed udvider, ” siger chef for DSB salg og produktmarketing, Christian Linnelyst.