Outsourcing koster 8 stillinger i Guava

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Samtidig med afskedigelserne er der dog lukket op for ansættelse af 2-3 nye medarbejdere.

Direktør for Guava Communication, Jacob Nyborg, kalder det for en strategisk omlægning af Guava. Det er dog samtidig en omlægning, der har ført til opsigelsen af 8 medarbejdere.

“Omlægningen betyder opsigelser af 8 medarbejdere. Fremover vil vi outsource det meste af den tekniske produktion. Der gøres umiddelbart plads til 2-3 nye medarbejdere i Consulting”, skriver Jacob Nyborg i en mail.

Guava København tæller i alt 34 medarbejdere, og ændringerne i København har ingen konsekvens for Guavas afdelinger i Århus.

Jacob Nyborg skriver desuden:

“Det er vores erfaring og opfattelse, at udvikling og eksekvering af digital strategi, som er Guavas spidskompetence, skal trækkes op på et højere niveau i virksomhederne. Disciplinen leverer så meget lønsomhed, målbarhed og effekt, at den afsætningsansvarlige ledelse bør tænke meget mere i digitale baner”.

“Guava omlægger forretningen og refokuserer på strategidelen, hvor kompetencerne især kom fra CPH Group. CPH Group blev købt ind i Guava i 2007, hvor man hjalp virksomheder med at møde deres kunder og marked mest lønsomt”.

Omlægningen indebærer en tredeling af organisationen:

  • Consulting, som rådgiver virksomheder om digital strategi
  • Sales, som sælger online løsninger og produkter
  • Execution, som styrer udvikling og produktion af websites og online kampagner – med en høj grad af outsourcing på tekniksiden