Over 25 bureauer fisker efter de konservative

Peter Engholm
25@mail.dk

Hvem skal føre partiet frem til næste folketingsvalg? Det afgøres i denne tid, hvor de konservative er ved at barbere sig frem til en egentlig shortliste.

De konservative skiftede generalsekretær den 1. november, og Martin Dahl har travlt. Der er kommunalvalg i morgen, og han har “arvet” en bureaukonkurrence efter Morten Bangsgaard.

Den afgåede generalsekretær forventede for en måned siden at lukke en egentlig aftale med et bureau inden for et par uger. Men processen kommer til at vare længere tid.

“Der har været en utrolig stor interesse for at blive de konservatives nye bureau, og når folk er så venlige at komme til os, så må vi naturligvis også behandle deres henvendelser grundigt og kvalificeret – og samtidig have respekt for deres tid. Derfor har vi en prækvalifikation,” siger Martin Dahl.

Han oplyser, at mere end 25 bureauer har udfyldt et skema, der tilkendegiver deres interesse, og hvor der skal svares på en håndfuld nøglespørgsmål.

“Et mindretal af disse bureauer vil vi så invitere til et kort møde, hvor vi hilser på hinanden, og hvor bureauet får mulighed for at uddybe det, de har oplyst i skemaet.

Frem for at have et større antal bureauer inde til at præsentere et strategisk og kreativt oplæg, så anbefaler DRRB, at man højst har fire bureauer på en shortliste. Og det er netop, hvad de konservatives proces skal føre frem til.

“Efter denne runde af korte møder forventer vi at have en egentlig shortliste på 3-4 bureauer. Af hensyn til de ressourcer, som leverandørerne lægger i det, så skal der være et rimeligt begrænset antal bureauer i den egentlige bureaukonkurrence,” siger Martin Dahl.

De konservatives kommende reklamebureau skal følge partiet frem til – i hvert fald – næste folketingsvalg, der senest skal afholdes om to år.

Martin Dahl forventer, at man inden for halvanden måneds tid har sat navn på bureauet.