Overraskende vinder af Irmas konkurrence

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

To bureauer dystede om Irma. Men ingen af dem kom helt i mål og i stedet blev et tredje bureau trukket ind i manegen.

Irma sadlede om lige før mållinien, da kæden skulle vælge nyt kreativt bureau.

Udgangspunktet var, at valget stod mellem Republica og Fireball og for tre uger siden ventedes afgørelsen i løbet af en uges tid.

Det trak dog ud, og nu viser det sig, at man i stedet valgte et helt tredje bureau – nemlig Mensch.

“Mensch var med i dialogen i den indledende fase, men blev sorteret fra, hvorefter vi koncentrerede os om Republica og Fireball. Begge bureauer har lavet et stort og godt arbejde og leveret oplæg med mange kvaliteter,” siger Irmas marketingchef Gitte Matzen og fortsætter:

“Men da vi stod foran afgørelsen, måtte vi konstatere, at vi ikke kom helt i mål med nogen af oplæggene, og det var vigtigt for os at have den følelse. Derfor overvejede vi, hvad vi så skulle gøre.”

Resultatet blev så, at dialogen blev genoptaget med Mensch, men som altså er blevet valgt uden at have leveret et oplæg.

“Alfred Josefsen (Irmas adm. dir., red.) og Frederik Preisler har haft en dialog, som har været båret af en form for åndsfællesskab, uden at den har været rettet mod et egentligt samarbejde. Da vi så stod i en situation, hvor vi måtte overveje, hvilke alternativer vi havde, besluttede vi at tage en mere konkret dialog med Mensch, og der fik vi en stærk tro på, at de var de rigtige til at hjælpe os,” siger Gitte Matzen og fortsætter:

“Jeg er utrolig glad for det store bidrag både Republica og Fireball har ydet i deres store arbejde, der i høj grad har været skabende for den rejse, vi har været ude på igennem denne proces. Men det er samtidig vigtigt for os at etablere en løsning, som giver os den rigtige mavefornemmelse og som tjener Irmas bedste.”

Det slår dog ingen skår i glæden hos Frederik Preisler over at have fået Irma, at bureauet nærmest er kommet ind fra reservebænken.

“Vi har i en årrække arbejdet for ISO, som på mange måder havde den samme position som Irma har nu. Derfor er Irma det naturlige sted for os at sætte den viden og erfaring, vi har om dagligvaremarkedet, i spil. Vi mener sådan set, at Irma hører til hos os,” siger Frederiks Preisler.

Irma samarbejder i forvejen med Republica om tilbudsaviserne, hvilket der ikke ændres på.

Irma samarbejdede i en årrække med Umwelt, og samarbejdet udløste bl.a. en Advertising Effectiveness Award. Samarbejdet blev dog stoppet af Umwelt sidste forår, og siden har Irma været uden bureau til den overordnede branding.