På tværs af Danmark med nyt brand – og bureau

Peter Engholm
25@mail.dk

Danmarks største turistbusselskab er gået ind på fjernbusmarkedet med et nyt brand, der især vil kæmpe om de unge rejsende. Et bureau står bag navn, design, service-koncept og digitale touch points.

Fleet er navnet på et netop lanceret busselskab, som fra den 30. marts vil køre på vejene mellem de store danske byer. 

Bag Fleet står Danmarks største turistbusselskab, Vikingbus, hvis kerneforretning er B2B-kørsel. Med Fleet præsenterer man sit første direct-to-consumer buskoncept, der kommer til at leve som et selvstændigt brand i eget univers, med Vikingbus’ motor og erfaring i ryggen. 

Det nye transporttilbud, der ifølge en pressemeddelelse melder sig ind ”i kampen om de unge rejsende i fjernbusmarkedet”, er udviklet i tæt samarbejde med digital- og innovationsbureauet Signifly, der står bag alt fra navn, design, service koncept til de digitale touch points. 

“Vi kunne se en mulighed i markedet for at skabe et moderne buskoncept, der tilpasser sig særligt de unges digitale adfærd og spontane rejsevaner. I samarbejde med Signifly har vi derfor skabt Fleet; et koncept, hvis kerneopgave er at højne opfattelsen af, hvad fjernbus bør og kan være,” siger Thomas Wandahl, der er adm. direktør i Vikingbus. 

Signifly har som lead bureau været med fra begyndelsen. Vikingbus, der er 60 pct. ejet af kapitalfonden Polaris, kom til bureauet for at få hjælp med navn og brand, men samarbejdet udviklede sig til også at inkludere prisstrategi, servicekoncept, udvikling af app og website samt den kreative kampagne. 

“Vi havde en fælles ambition om at skabe et selvstændigt og helstøbt brand, med afsæt i en stærk position og et målrettet fokus på en yngre målgruppe, men samtidig også vise, at vi er en del af Vikingbus-familien, som er kendt for deres kvalitet i B2B-markedet,” siger Mathilde Ive, Innovation Director i Signifly og client lead på Fleet. 

Med få dage på markedet er Fleet ifølge pressemeddelelsen på top 5 over de mest downloadede apps herhjemme. i landet. 

I kraft af Vikingbus’ kapacitet kan Fleet køre efter et fleksibelt set-up, hvor de planlægger antallet og størrelsen af busserne ud fra, hvor mange der booker. Det blev afsættet for Fleet’s tagline “There’s always a seat” og den kommende lanceringskampagne, som er bygget op om netop denne differentiering.

Fleet’s soft-launch kampagne kører fra i dag og frem mod den første tur den 30. marts. Herefter lanceres “den store kreative kampagne”, der skal sætte skub i hjulene på det nye buskoncept.