Par No. 1 dropper Viborg

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip fra tirsdagens aviser: Par No 1 satser på Aalborg, Aarhus, Odense, København og Riga. Læs også om Apple, der har overhalet Google som verdens mest værdifulde mærke.

Reklamebureauet Par No 1, der med 130 medarbejdere hører til blandt de største herhjemme, forlader fødebyen, Viborg.

Fremover vil bureauet have afdelinger i Aalborg, Aarhus, Odense og København samt Letlands hovedstad, Riga, hvor næsten hver tredje af medarbejderne i dag findes.

I øvrigt har Par No 1 netop solgt sine butiksindretningsaktiviteter til Expedit, der er en af Nordens førende leverandører af butiksløsninger og indretning til detailhandlen.

Aktiviteterne, som bl.a. omfatter rådgivning, konceptudvikling og strategisk indretning, rykker nu til Expedits hovedsæde i Hadsten (Børsen, p. 18).

Apple har overhalet Google

Apple har overhalet Google som verdens mest værdifulde varemærke med en anslået værdi på 153 mia. dollar (793 mia. kr.). Det viser en ny rangliste offentliggjort i går i Financial Times.

De seneste fire år har Google toppet ranglisten over de 100 mest værdifulde brands globalt. Listen udarbejdes af analysefirmaet Millward Brown, der er en del af reklameselskabet WPP.

Listen dækker alle brancher lige fra bilfabrikanter til tøjproducenter, teleselskaber og finansvirksomheder.

Teknologiselskaber dominerer toppen af listen med seks placeringer blandt de 10 højest rangerede selskaber (Ritzau og Børsen, p. 38).