Jesper Schmidt tiltrådte for lidt under to år siden som ny kreativ direktør hos Wibroe, Duckert & Partners, og da Louise Knauer for et år siden kom til som adm. dir. var det de to, der blev sat til at varetage ledelsen af bureauet.
Nu stopper Jesper Schmidt så. Ifølge en meddelelse fra bureauet har han besluttet sig for, at tiden nu er inde til at prøve noget nyt. Jesper Schmidt kan ifølge aftale med Partners ikke fortælle om sine nye planer før i starten af det nye år.
Til gengæld har bureauet ansat en anden kendt kreativ – nemlig Hanne Schmidt. Hun kommer fra et job som kreativ direktør hos Bocca, hvortil hun kom i foråret 2013 fra et job hos Public.
Hanne Schmidt har tidligere været med til at tegne Propaganda i en årrække.
“Hanne har igennem tiderne lavet mange signifikante holdningsbaserede kampagner, og hele Partners familien glæder sig til at få Hanne med på det kreative hold.” lyder det fra Henrik Juul.
Det har ikke været muligt at få opklaret, om hun skal indtræde i rollen som kreativ direktør eller om Henrik Juul er indtrådt i rollen.