Partners må vinke farvel til Toyota

Som flytter til Saatchi & Saatchi. Der til gengæld må vinke farvel til Peugeot. Skiftet er en konsolidering af Toyota-budgettet på europæisk plan.

Hvis man har fulgt udviklingen i samarbejdet, er det måske ikke den helt store overraskelse, at Wibroe, Duckert & Partners nu må sige farvel til Toyota-budgettet efter ni års samarbejde.

For små to år siden stod bureauet bag en af Danmarks dyreste reklamefilm, hvor omkostningen blev forsvaret med, at der var materiale til flere års brug i filmen.

Men så kom krisen, og for nylig kunne Bureaubiz fortælle, at Toyota nu var overgået til at anvende internationalt materiale.

Det efterlod dog stadig muligheder inden for f.eks. dialog og nettet.

Men ny ryger det hele – Toyota bekræfter, at det også gælder web- og dialogdelen. På sidstnævnte har Agillic leveret systemet, men det er ifølge Bureaubiz’ oplysninger en aftale, der ikke umiddelbart berøres af bureauskiftet.

På europæisk plan samarbejder bilfabrikanten med Saatchi & Saatchi, og det er som led i denne strategi, at Toyota Danmark nu har indgået aftale med Saatchi & Saatchi i København.

“Vi har været yderst tilfredse med det samarbejde, vi har haft med Partners/PeopleGroup gennem årene og kan takke dem for meget. Nu ser vi fremad og forventer et lige så godt samarbejde med Saatchi & Saatchi i København, som også besidder de kompetencer, vi har behov for i fremtiden” siger Lisbeth Halberg Franck, marketingchef i Toyota Danmark.

Med den beslutning sættes et andet bilbudget i spil. Saatchi i København samarbejder nemlig med Peugeot, som bureauet vandt sidste år fra Uncle.

Peugeot barslede ved denne artikels deadline endnu med en reaktion, men det ligger dog fast, at koncernen forventer, at Saatchi opsiger samarbejdet.