Partnerskab skal styrke Folkemødet

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Nyt partnerskab mellem to vidt forskellige bureauer – Geelmuyden Kiese og Ritzaus Bureau – skal sikre, at væsentlige debatter og dagsordener får et liv – også uden for Folkemødet.

Vedkommende indhold, faglig tyngde og øget værdi for kunder og samarbejdspartnere er nøgleordene for det nye samarbejde, hvor Ritzaus Bureau bliver mediepartner med Geelmuyden Kiese på Folkemødet 2017.

”Ritzaus Bureau er Danmarks suverænt største nyhedsleverandør og med til at drive nyhedsdagsordenen over hele landet. Sammen kan vi sikre, at vores respektive kunder får en unik mulighed for at sætte dagsordenen på næste års Folkemøde”, siger Janna Sundewall, adm. direktør for Geelmuyden Kiese i København.

Partnerskabet mellem kommunikationshuset Geelmuyden Kiese og Ritzaus Bureau har ifølge en pressemeddelse ét klart formål:

De vigtige debatter skal ikke kun foregå inde i et telt på Folkemødet, og de skal ikke slutte, bare fordi gæsterne rejser hjem.

Ritzau vil derfor transmittere alle debatter live fra teltet til de danske medier, der abonnerer på bureauets nyhedstjeneste, og giver samtidig virksomheder og organisationer, som har debatter i teltet, optagelser fra debatterne til hjemmesiden og sociale medier – til gavn for kunder og medlemmer.

”I år er første gang, vi laver et formaliseret samarbejde med et kommunikationshus, og det gør vi, fordi vi komplimenterer hinanden godt. Sammen giver vi adgang til en masse spændende debatter og arrangementer, og fra Ritzaus side stiller vi vores knowhow til rådighed, bl.a. i form af streaming fra arrangementerne til gavn for vores kunder og partnere”, siger Lars Vesterløkke, adm. direktør for Ritzaus Bureau.

Samarbejdet betyder også, at gæsterne på Folkemødet i år får adgang til en daglig morgenbriefing, hvor Ritzaus Bureaus redaktører i det fælles telt giver deres bud på de vigtigste historier i det kommende nyhedsdøgn