Bankernes tilbageholdenhed med at udlåne penge til erhvervs-projekter har løbende været til diskussion. Nu lyder der kraftige opfordringer til at løsne kreditvilligheden, og i Børsen i dag er det et produktions-selskab, der optræder som en popsitiv case.
Det drejer sig om Ruben Rubani, der er eneejer af produktionselskabet, Spot Production. Som tidligere omtalt er Zupa og Recommended blevet skilt, og da Ruben Rubani for seks måneder siden skulle løsrive sig fra moderselskabet NP3 Communication Group, havde han ingen problemer med at få et opstartslån i banken.
En ny undersøgelse fra Dansk Industri viser da også, at det er blevet nemmere at låne penge. Selv siger Ruben Rubani til avisen:
”Jeg kan høre, at folk i branchen brokker sig over manglende finansiering. Men hvis man i dag har et problem med at få et lån fra bankerne, så skulle man måske sætte sig ned og overveje sin forretningsstrategi igen. Det er også i bankernes interesse at låne penge ud, så det er bestemt muligt, hvis du har en fornuftig virksomhed.”
Ifølge undersøgelsen fra DI opfatter næsten halvdelen af virksomhederne, at finanseringssituationen er god, men for de små virksomheder er det stadig ikke så nemt.
Overfor de små virksomheder stiller bankerne meget høje krav til rentabiliteten, mener erhvervsøkonomisk chef hos Dansk Industri, Morten Granzau Nielsen:
”Udfordringen ligger i, at bankerne sætter så høje krav til, hvad der er et rentabelt projekt, at de mindre virksomheder ikke kan være med. Hvor skal ens egenkapital komme fra, hvis man er helt ny? Det problem har de store virksomheder ikke, men det har de små.”
Rune Møller, der er forretningsdirektør for erhvervskunder i Jyske Bank, er enig med Ruben Rubani i, at bankerne gerne låner ud til små firmaer, hvis de er sunde og fornuftige, men han erkender, at der skal en egenkapital til.
”Små virksomheder er jo dem, som vi allerhelst vil. Vi lever af at låne penge ud. Men det handler om, at du som virksomhed kan vise, at du kan tjene penge og at du har en egenkapital at stå imod med,” siger han til avisen.
Børsen, p. 16.