People Group og OMD har gaflet spillekunde

Peter Engholm
25@mail.dk

Samtidig har firmaet også oprustet sin marketingorganisation og planlægger en intensiveret markedsføring i det nye år.

Kanonerne er ved at blive kørt i stilling på spillemarkedet, hvor 43 selskaber har søgt en licens til det nye liberaliserede marked. Konkurrencen vil blive intensiv, og det forventes at blive en god nyhed for bureau- og medieverdenen.

Langst størstedelen af de i alt 43 selskaber har holdt kortene tæt til kroppen. Men nu lukker Bet24 op for posen. Firmaet har sat holdet – og det gælder både marketingpersonale og bureau-samarbejder, hvor People Group kan se frem til at få del i det nye spændende bureaumarked. I første omgang har Winthers dog også nydt godt af liberaliseringen.

“Vi er en del af MTG-koncernen og bruger derfor de samme bureauer, som også Viasat har. Det drejer sig om PeopleGroup og OMD. Winther’s har skabt den tv-kampagne, som kører i øjeblikket,” siger Thomas Petersen, der er adm. dir. i Bet24.

Han tilføjer, at markedsføringen vil ændre sig fra nytår – både i volumen og udtryk.

“Alle havde regnet med, at ca. 25 spil-selskaber ville søge om licens – nu er der 43. Så den krig, der skal kæmpes, vil nok tage endnu længere tid end forventet. Derfor har vi fyret endnu mere op under marketingbudgettet, så vi er klar med en offensiv. Planen er ikke endeligt på plads endnu, men det ligger fast, at vi kommer ud med en ny type markedsføring i det nye år,” siger Thomas Petersen.

Henrik Jensen er ansat som dansk landechef. Han har en bred erfaring fra både spille- og mediebranchen og kommer fra en tilsvarende stilling hos Sportingbet. For nogle måneder siden kom Frederik Skov til – fra Scandicbookmakers – som dansk sportsbetting manager.

Den 1. januar 2012 vil Bet24 åbne et dansk kontor i København, hvorfra det danske salgs- og marketingspersonale vil operere.

“Med sin erfaring fra både spille- og mediebranchen bliver Henrik en vigtig spiller, som kan gå direkte ind og styrke Bet24s danske hold. Liberaliseringen byder på store udfordringer og muligheder for de spilleselskaber, som virkelig satser på det danske marked. Danmark har altid været Bet24s hjemmemarked og det vil også være tilfældet efter 1. januar. Vi fortsætter med at satse stort i Danmark, og med Henrik ombord på det allerede stærke og erfarne hold er vi nu endnu bedre rustet til de nye tider”, siger Thomas Petersen.