Af Peter Engholm peter@bureaubiz.dk

DialoguePeople har været på strandhugst hos Responsive – og fundet partneren Morten Hershøj.

Fra partner i et DM-bureau med 14 medarbejdere til adm. direktør i andet DM-bureau med 7 ansatte – men i landets største bureau-hus.

Moorten Hershøj rykker fra Responsive til DialoguePeople, der er en del af PeopleGroup. Og i en fælles meddelelse udtaler adm. direktør i PeopleGroup, Bjarne Spellerberg Orfelt:

“Jeg har kendt Tomas Gorrissen, Torben Vejen og Morten Hershøj fra Responsive gennem flere år. Jeg ved, hvad de står for og har stor respekt for deres faglighed. Så det var naturligt at kigge i retning af Responsive, da vi skulle forstærke vores kompetencer. Morten repræsenterer med sin alder og tekniske tilgang en modernitet, som er vejen frem,” siger Bjarne Spellerberg Orfelt.

Morten Hershøj startede hos Responsive for godt to år siden, hvor han sammen med Tomas Gorissen og Torben Vejen har været partner og udgjort den daglige ledelse. Han har tidligere været bl.a. marketingchef i TrygVesta og Head of Communication i Valtech.

Responsives stifter, Tomas Gorrissen, siger:

“Det er naturligvis ærgerligt, at Morten Hershøj ønsker at stå af. PeopleGroup har nogle andre ting at tilbyde end os med vores set-up. Det ønsker Morten at prøve kræfter med, og det har vi bestemt respekt for. Timingen er imidlertid uheldig, for siden Torben Vejen tiltrådte sidste år, er vi vokset voldsomt og har mange store opgaver – derfor har vi aftalt med Morten og PeopleGroup, at han bliver på Responsive indtil den 30. oktober for støtte på en række projekter”.

Morten Hershøjs plads som partner hos Responsive forventes udfyldt “inden for et par måneder – forhåbentligt før”, siger Tomas Gorrissen:

“Det har længe været planen at få en ny partner ind. Så det, der oprindeligt var tiltænkt som en udvidelse af partnerkredsen, bliver om kort tid en konsolidering.”

I DialoguePeople fortsætter Kit Faber Boesdal som kontaktdirektør.

“Kit har løftet opgaven flot og vil fortsat have en central rolle, fordi hun sammen med Morten Hershøj skal udvikle DialoguePeople yderligere”, siger Bjarne Spellerberg Orfelt.

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club