Obsidian Digital, der siden 2019 har opkøbt en virksomhed i kvartalet, går nu ind i UGC (user generated content) videoproduktion med opkøbet af Scrollstop.
“UGC tager stille og roligt mere og mere over på de sociale medier, fordi de yngre generationer ikke ønsker perfektionisme og dermed får bruger-genererede videoer langt bedre performance,” siger Sasa Kovacevic, der er partner i Obsidian Digital.
Han fortsætter:
”Vi har i mange år haft svært med at knække video-nødden. Altså at finde et skalérbart set up, hvor vi kan levere video til vores kunders markedsføring. At sende en person til at køre land og rige rundt og skyde videoer er ikke holdbart og går alt for langsomt. Vores kunders pris per konvertering kan falde med 20-50 pct., når vi bruger UGC versus en almindelig kommerciel video.”
Obisidian startede i august i år sin egen UGC-afdeling anført af Magnus Haenshcke, men for at få mere fart på området, har man nu købt Scrollstop.
Scrollstop har eksisteret i halvandet år og laver videoer til virksomheder, hvor man bruger influencere til at lave optagelserne og sende den tilbage til Scrollstop, som giver feedback og redigerer den.
Scrollstop har fem medarbejdere, som alle fortsætter inkl. ejeren Kasper Kristiansen, som stadig kommer til at drive Scrollstop under Scrollstop-navnet.
I alt har Obsidian Digital nu 318 medarbejdere i Danmark, Tyskland og Finland, og man forventer at stige til over 400 medarbejdere ved udgangen af året.