Peter Boye drosler ned hos Partners

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Det forlyder, at han fortsat vil være tilknyttet bureauet – men at han fremover kan løse egne opgaver.

Et af de meget markante kreative navne hos Wibroe, Duckert & Partners rygtes nu på vej væk fra bureauet.

Der er tale om Peter Boye, men hverken hos ham eller Partners er det til at hente kommentarer. Efter hvad Bureaubiz har kunnet opsnappe, så er rygterne dog kun delvist sande.

Peter Boye skal være på vej ud i en free-lance tilværelse – men en af hans store kunder bliver netop Partners.

Bureauet er under den nye administrerende direktør, Louise Knauer, i gang med en meget betydelig omstilling, hvor man bliver mere konsulent-orienteret. Det betyder ikke, at man siger farvel til kreativiteten, som er en meget stærk del af bureauets DNA – men man er i fuld gang med at tilføre nye kompetencer. Senest udtrykt ved en række ansættelser samtidig med, at man har sagt farvel til en gruppe mennesker – dog ikke senior-folk.

Samtidig har Partners økonomiske udfordringer efter flere markante kundetab, og en konstruktion med en form for free-lance aftale med Peter Boye kan vise sig at være god for begge. Peter Boye får frihed til at søge egne projekter, mens Partners fortsat kan trække på ham – men med større fleksibilitet.

Peter Boye har været knyttet til Partners i en årrække – med en afstikker omkring Saatchi & Saatchi som kreativ direktør og Mensch. Han vendte dog tilbage efter relativt kort tid.

Peter Boye har gennem årene bygget et godt kreativt navn – f.eks. som manden bag den stærkt anerkendte “Så godt som hjemme” SAS-kampagne. Samtidig har han som kreativ længe advokeret stærkt mod branchens mange priser, som han mener kan skabe et forkert fokus i den kreative udvikling.

Godt nok har SAS-kampagnen vundet adskillige priser – men her var det kunden, der indsendte den.