Peter fra L’Easy bliver dansk igen

Peter Engholm
25@mail.dk

Nyt filmunivers skal med dansk humor og dialog skabe den opmærksomhed, som skandinaviske spots ikke gav.

To år med “på den ene side og på den anden side” lyder som en slingrekurs, men dækker over det hidtidige reklamefilm-univers fra L’Easy, der har beskrevet slæb-selv besværet kontra Peter-leverer-og-installerer.

Dette univers udskiftes nu – af flere grunde.

“Det var blevet vist meget – og var blevet slidt. Posttesten viste gode resultater på branding og budskabsforståelse, men opmærksomhedsniveauet var middelmådigt. Får vi løftet opmærksomheden, så får vi også løftet responsen. Og det er, hvad dette går ud på – ikke en ny positionering, men at skabe mere respons,” siger Peter Gram Møller, marketingdirektør i L’Easy.

I dag lanceres et nyt univers, der i højere grad spiller på dialog og humor – en dansk humor.

“Det hidtidige univers var skandinavisk, men i Norge og Sverige kører vi ikke længere tv-universer. Her er den store indsats ikke stået mål med resultaterne. I Danmark har vi så videreudviklet universet, vel at mærke på baggrund af den eksisterende strategi,” siger Peter Gram Møller.

Halbye Kaag JWT og deres inhouse produktionsselskab står bag det nye univers, hvor de to første film er ude nu – med hhv. et par rappere dér og et ægtepar hos rådgiver.

“Netop den specifikke humor og dialog gør, at den enkelte film ikke kører så længe ad gangen. Til gengæld har vi skabt en serie på ni film – i samme ombæring, for at holde enhedsomkostningerne pr. film nede,” siger Peter Gram Møller.

Her er de første to film i serien:

http://www.youtube.com/watch?v=VxhhEl8lh9Y&feature=related

http://www.youtube.com/watch?v=I4r1nV9m204