Peytz & Co bliver del af nyt europæisk bureaubrand

Finn Graversen,
journalist

Ekspansiv bureaugruppe med udspring i Holland har købt Peytz – og samtidig rebrandet sig selv. Se her et bud på prisen.

Peytz & Co er blevet solgt. Men det er reelt ikke den eneste nyhed. For køberen hedder iO, og det er reelt et helt nyt europæisk bureaubrand.

Det udspringer af Holland med Pieter Janssens som dynamo og hovedejer og har hidtil været kendt under navnet Intracto Group. Men med kapitalfonden Waterland i ejerkredsen har man i det seneste år eller to indledt en betydelig ekspansion og her i august har man så rebrandet sig til iO.

Købet af Peytz er det første i Danmark og det tredje i Norden, og gruppen opgives nu til at rumme ca. 2000 medarbejdere.

”Vi har været på en ambitiøs ’køb og byg’-rejse i Benelux-landene de seneste par år, og vi er nu i gang med det samme i de nordiske lande. København er i den forbindelse et must og i Peytz har vi fundet det perfekte match,” siger Pieter Janssens.

Hos Peytz har man i forvejen en ambition om betydelig vækst i de kommende år, og de ambitioner accelereres med salget til iO.

”Salget af vores virksomhed til en europæisk sværvægter som iO er kulminationen på en fantastisk rejse for Peytz. At blive en del af iO vil ikke bare give os en større spilleplade og langt bredere kompetencer, det vil gøre os endnu bedre over for kunderne – og så vil det give vores nuværende og kommende medarbejdere mange spændende projekter på tværs af de mange markeder, iO opererer i. Det vil alt sammen skabe mange nye vækstmuligheder for os,” siger Laust Jørgensen, CEO i Peytz.

Laust Jørgensen

Han understreger desuden, at dialogen med iO har været meget positiv.

“Vi har haft mange samtaler med potentielle købere, men her har vi mødt nogen, der er dedikerede bureaufolk og virkelig forstår vores forretning. Det gælder også folkene fra Waterland. Så det har været en rigtig god oplevelse,” siger Laust Jørgensen.

Peytz vil fortsætte som selvstændigt brand under iO.

Peytz Mail indgår ikke handlen og vil fortsætte med den nuværende ledelse, hvor Christian Peytz er formand.

“Peytz & Co er den største kunde hos Peytz Mail. Men der er tale om et produkt, som vi tror meget på. iO er dog udelukkende fokuseret på at være en konsulentforretning og derfor var det mest logisk at holde Mail-forretningen ude af handlen,” siger Laust Jørgensen.

Parterne vil ikke oplyse prisen, men da der er tale om købet af en konsulentforretning vil de normale værdisætninger for et bureau være et rimeligt udgangspunkt. Med en omsætning på 60-70 mio. kr. og et resultat før skat på ca. 7 mio. kr. vil et bud blive en pris på 60-70 mio. kr.

Christian Peytz var største aktionær med en ejerandel på godt en tredjedel.

Det nye bureaubrand, iO, rummer desuden en finurlighed. Googler man det, dukker der et andet bureaubrand op med et næsten identisk navn: iO Digital. Dette bureau er til stede i Pakistan, Mellemøsten og USA.

“Vi ved, at der er andre selskaber i verden, som også gør brug af I og O i deres navn. Vores brand er alene iO, som står for uendelige muligheder, og vi har intet at gøre med det pakistanske selskab, ” siger Karin Engdhal, der er brand lead for iO Nordics.