Peytz & Co indgår alliance med Gemius

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Gemius lukker sit skandinaviske kontor ned samtidig med, at virksomheden ikke længere skal stå for de officielle trafikmålinger.

Fra januar 2016 overtager Peytz & Co forhandlingen af Gemius’ produkter i Skandinavien.

Hidtil har Gemius, der har haft dansk kontor siden 2007, stået for de officielle målinger af mediernes internettrafik.

Den aftale mistede de dog tidligere på året og det betyder, at det fra januar 2016 er Gallup, der kommer til at foretage disse målinger.

Konsekvensen bliver, at Gemius lukker sit 100 procent ejede datterselskab, og nu har man så lavet en aftale om at lade digitalbureauet Peytz & Co. stå for at forhandle Gemius’ produkter i Skandinavien.

Ifølge direktør Christian Peytz, vil aftalen med Gemius betyde, at Peytz bl.a. fremover kan tilbyde et alternativ til Google Analytics.

“Vi er certificeret Google Partner, men møder flere og flere kunder, der er bekymret over den amerikanske dataproblemstilling omkring Google Analytics. Med aftalen med Gemius og produktet Gemius Prism kan vi fremover tilbyde et alternativ til de kunder, som ønsker kontrol over deres egne data,” siger Christian Peytz.

Gemius har 10-12 forskellige produkter og Christian Peytz forventer, at man vil arbejde aktivt med omkring halvdelen af dem.

Peytz & Co. overtager Gemius’ to medarbejdere. Det drejer sig om Christian Hjorth, der får titel af kontaktdirektør og Thomas Strate, der fortsætter som projektleder.