P&G: Større medietryk for færre penge

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Det er mange år siden, medier har været så billige, og P&G’s topchef, Alan G. Lafley konstaterer, at det er købers marked.

Bilindustriens og finansverdenens problemer er gode for andre. Procter &Gamble’s topchef, Alan G. Lafley, konstaterer, at det er købers marked inden for medieområdet.

Det fortæller Brandrepublic, som endvidere fortæller, at P&G’s medieforbrug i forhold til salg er på det laveste niveau i 15 år.

For koncernen betyder det, at medietrykket er steget med 5 pct. i 1. kvartal – men det er opnået for en pris, der er ca. 2,5 mia. kr. lavere end samme periode sidste år.

Alan G. Lafley tror endda, det kan blive endnu mere købers marked i den kommende tid og koncernen er optaget af, hvordan man kan spare mediepenge uden at det går ud over trykket.

“Derfor har vi taget vores marketmix modelling og vores ROI-analyser og forsøgt at regne ud, hvordan vi kan få større leverancer for færre penge”, siger Alan G. Lafley.

P&G måtte ellers notere et omsætningsfald i 1. kvartal, men dette tilskrives bl.a. en styrket dollar.