PHD beholder Carlsberg

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Bryggeri-koncernen har afsluttet sin globale konkurrence om mediebudgettet. Resultatet blev glædeligt for PHD i Danmark.

Carlsberg har besluttet at konsolidere sit globale mediebudget hos OMD. Bureauet har hidtil håndteret det europæiske budget men får med beslutningen altså udvidet budgettet, der af engelske Brandrepublic estimeres til 8-900 mio. kr.

I Danmark er det en god nyhed for PHD. Bureauet er del af samme koncern som OMD og Carlsberg Danmark har ønsket at fastholde det mangeårige samarbejde. PHD har da også stået bag flere prisvindende og nominerede kampagner for diverse Carlsberg-produkter.

“Carlsberg er en professionel global annoncør, som stiller meget store krav til deres samarbejdspartnere. Derfor er jeg meget glad for at OMD igen er blevet valgt som global samarbejdspartner efter at have konkurreret med de øvrige mediabureaunetværk, og jeg er selvfølgelig særlig stolt af at Carlsberg igen har ønsket at fortsætte samarbejdet med PDH på deres hjemmarked. Vi har i fællesskab med Carlsberg skabt en masse gode resultater, og vi ser frem til i de kommende år at løfte niveauet yderligere. Det bliver en fantastisk spændende udfordring”, siger adm. dir. Morten Kristensen, PHD.

Konkurrencen blev ledet af Carlsberg’s nye øverste marketingansvarlige, Khalil Younes med titel af Senior Vice President Group Sales Marketing and Innovation. Han er også i gang med at finde et nyt reklamebureau, men her er der ikke noget nyt at melde.