Af Emil Malte Simonsen emil.s@bureaubiz.dk

I en ny kampagne, der skal "tage pis på at lave reklamefilm", samler Pilou Asbæk rødder, bark og enebær. Filmen er instrueret af en debuterende instruktør, der også er reklamefilmsfotograf. Produced By har produceret filmen. Se den her.

En ny kampagne skal lancere det danske ginbrand Kongsgaard Gin på særligt det engelske onlinemarked.

Blandt ejerne af Kongsgaard Gin finder man skuespilleren Pilou Asbæk. Han står dog ikke kun i kulissen for brandet, men indtager hovedrollen i brandets første kampagnefilm, der ifølge instruktøren “tager lidt pis på at lave en reklamefilm.” 

I den halvandet minut lange kampagnefilm ser man Pilou Asbæk samle bl.a. rødder, bark, æbler og enebær – ingredienser til ginnen, forstås det – i et storslået naturområde. Samtidig fortæller hans speak en historie om at komme tilbage til naturen. 

Filmen er produceret i samarbejde med produktionsselskabet Produced By og er lavet af den debuterende instruktør Snorre Ruhe Fuglsang. Han har tidligere arbejdet som reklamefilmsfotograf, men vil gerne lave passionsprojekter som instruktør. 

“Min ambition er at lave reklamefilm, som ikke bare er et fabriksprodukt men som kan overraske og bliver husket. Det kræver modige kunder, der tør tage chancer, og dygtige folk både foran og bagved kameraet. Så da Kongsgaard Gin var med på at lave en film, som egentlig tager lidt pis på at lave en reklamefilm, og Pilou Asbæk samtidig var med på at være foran kameraet, så tænkte jeg, at det var det helt rigtige projekt at starte med som instruktør,” siger Snorre Ruhe Fuglsang.

Kampagnen kører fra i dag, tirsdag d. 12. april, primært på betalte medier i England. 

Se kampagnefilmen her.

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club