Politiken laver native afdeling om til bureau

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Politiken lancerer et internt bureau med fokus på video, tekst, podcast og events.

Politiken udvider sin native afdeling og lancerer nu et internt bureau, der fokuserer på at levere indsigt til kampagner inden for  video, tekst, podcast og events. Ikke blot i Politikens kanaler, men også kundens og eksterne kanaler.

Navnet bliver Politiken Brand Studio og tilbyder kreativ udvikling, produktion og garanti for rækkevidde via mediets platforme, skriver man i en pressemeddelelse.

Med titel af kreativ chef forbliver Mads Elsøe overordnet ansvarlig for det nye setup.


Mads Elsøe

“Gennem de sidste tre år har Mads gjort et fantastisk stykke arbejde med at bygge et native-spor på Politiken. Der er blevet afviklet effektfulde kampagner for mange store brands og jeg ser frem til at udvide vores udbud med stærke kampagner, der taler sammen på tværs af egne og eksterne platforme,” siger annoncedirektør på Politiken, Thomas Røn Larsen. Han fortsætter:

”Vi skaber historier, der lever på tværs af alle Politikens platforme og garanterer rækkevidde via vores kanaler. Projekterne kan og vil typisk være lavet, så de fortsætter naturligt ud på brands’nes sociale kanaler eller hvor end historien bedst fortælles med størst mulig impact.”

Som den anden medarbejder i selve det interne bureau, får Esben Elborne med titel af strategisk projekt- og kampagneleder ansvar for at drive brand- og distributionsstrategi samt forretningsudvikling og kommunikation. Esben Elborne kom til Politiken i efteråret 2020 og har hidtil arbejdet med strategiske partnerskaber. Tidligere har han arbejdet i seks år hos Vice og Virtue, hvor han var del af den nordiske ledelse som head of brand & communications.


Esben Elborne

Konsulenterne fra Politiken Annoncer vil desuden skabe kobling mellem bureauet og annoncørerne.