Politisk indgreb skaber ny bureaukunde

Peter Engholm
25@mail.dk

Sundhedsforsikringer er under politisk pres. Et af de store selskaber på markedet har nu sat sig for at professionalisere sin markedsføring og ekspandere internationalt. Derfor har man afholdt et udbud.

Over én million danskere har en sundhedsforsikring via sin arbejdsgiver, men navnet på forsikringsselskabet er måske de færreste bekendt. Mølholm Forsikring er således ikke et wellknown brand blandt vanlige forbrugere, men selskabet sidder immervæk på godt en tredjedel af det danske marked for sundhedsforsikringer – med bl.a. Dong Energy, Vestas og DSB som kunder.

Nu skal selskabet så repositionere sig på markedet, og derfor dystede en lille håndfuld bureauer om Mølholm – og Adtomic er blevet valgt.

Sundhedsforsikringer har på det seneste fået ekstraordinær opmærksomhed, fordi regeringen fjernede en 10 år lang praksis med skattefradrag. Så Mølholm fisker så at sige i rørt vande.

“Selskabet har søsat en ny model inden for sundhedsforsikring, så medarbejdere fortsat kan få glæde af skattefrihed på området, og modellen ligger til godkendelse hos myndighederne nu. Det ændrer nu ikke ved vores primære opgave: At professionalisere Mølholms markedsføring og brand. Derudover står selskabet foran en ekspansion til en række nabolande, så vores indsats bliver international,” siger Murat Zubcevic, account director hos Adtomic Communications.

Den nye position og tilhørende visuelle identitet for Mølholm Forsikring lanceres i løbet af foråret.

“Det er spændende at arbejde med en markedsleder, der forstår at tænke i nye, kreative forretningsmodeller. Mølholm Forsikring skal stå endnu stærkere, og det ser vi frem til at hjælpe dem med,” siger Murat Zubcevic.