Badminton er Indonesiens nationalsport og danske badmintonspillere gennem tiden som Svend Pri, Flemming Delph og Morten Frost er meget kendt i landet.
Derfor kan det gavne den danske eksport, hvis virksomhederne indleder et samarbejde med badminton-sporten.
”Vi har talt om arrangementer, hvor danske og indonesiske forretningsfolk kunne mødes, samtidig med at f.eks. Morten Frost og Liem Swie King spillede en opvisningskamp”, siger Steen Fladberg til Børsen.
Steen Fladberg er direktør for det Team Danmark-ejede Sport One Danmark, der arbejder for at bruge idræt til at hjælpe dansk erhvervsliv, og han fortsætter:
”Alle, som er højt på strå i Indonesien, har noget med badminton at gøre. Det kan være, at sporten kan være med til at få danskere tættere på dem, som træffer beslutningerne i Indonesien”.
Også pop-bandet Michael Learns To Rock, der har flest fans på Facebook i Indonesien, og som i november og december giver flere koncerter i landet, vil meget gerne hjælpe:
”Det undrer mig virkelig, at man ikke bruger os mere til at hjælpe dansk erhvervsliv. Jeg tror, det skyldes, at selskaberne har nogle markedsføringsfolk, som sidder i Danmark og ikke tænker på, at man kan bruge os til det. De tror, vi er et forældet orkester, og deres opfattelse er, at det kun er de 40-50-årige, som lytter til os”.
Sådan siger Kåre Wanscher, der er trommeslager i popbandet Michael Learns to Rock, samt – når han ikke spiller på trommer – er advokat i ophavsret.
I virkeligheden er de fleste indonesiske fans på Facebook mellem 18 og 24 år (Børsen, p. 8).