Popdronning er blevet ambassadør for Mantra-kunde

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

For første gang har Medina involveret sig som ambassadør for et projekt. Det drejer sig om Foreningen Børn og Unge i Voldsramte Familier.

Med en betydelig donation fra Oak Fonden har Foreningen Børn og Unge i voldsramte Familier fået mulighed for at udvide sit sortiment med et hus, hvor udsatte kan søge hjælp. I forvejen havde man en brevkasse på sit site samt en chat-funktion.

Den nyhed skal markedsføres, og det går man i gang med i morgen i samarbejde med en af foreningens sponsorer – reklamebureauet Mantra, der har hjulpet foreningen gennem 10 år.

Foreningen har fået en markant frontfigur til lanceringen af huset, der kaldes Basen.

Popdronningen Medina har nemlig for første gang valgt at involvere sig i et projekt, og vil således nu optræde som sponsor for foreningen.

“Jeg har valgt at blive ansigt for denne mærkesag, fordi jeg føler, at emnet er utrolig overset af både os som mennesker, men også i den grad af systemet. Jeg synes, det er vigtigt, at vi får mere opmærksomhed på at få brudt tavsheden om et emne, der berører langt flere, end man tror, og det vil jeg gerne hjælpe til med”, fortæller Medina og fortsætter:

”Jeg er personligt meget berørt over en tæt veninde, der havde en voldelig kæreste, som terroriserede hende og til sidst lænkede hende til en radiator. Hun havde mistet alt håb. Selvom hun søgte hjælp hos kommunen, hjalp de hende ikke. Hun endte med at flygte ud af landet med lånte penge. Dette problem kræver lys nu”.

Mantra har udviklet et nyt website, en stor digital kampagne, et kæmpebanner ved Nørreport, events, annoncer mm. – og det går alt sammen i luften i dag onsdag.

Oak Fonden er del af en international gruppe af fonde, hvis midler oprindeligt stammer fra en international forretning, Duty Free Shoppers, bl.a. skabt af Alan Parker. Foreningen støtter udsatte grupper, og har givet 3,2 mio. kr. til driften af huset i to år.

Pengene til kampagnen er skrabet sammen gennem en række forskellige aktiviteter.