Fornylig fik fiskespiserne Minna og Gunnar et comeback i reklameblokken på dansk tv, og i Storbritannien blev en John Cleese-film for urfirmaet Accurist støvet af og moderniseret let til vor tids (ur)modeller.
Nu følger så Nescafé, der vil genoplive romantikken, som begyndte at spire mellem to naboer tilbage i 1987.
Brand Republique fortæller, at Nescafé – i en kampagne til 43 mio. kr. – bl.a. vil genopfinde temaet fra de gamle reklamer med et par, der finder sammen … måske. Nu moderniseret og forfinet en kende, men stadig med Gold Blend som omdrejningspunkt.
Gold Blend-parret må om ikke andet belønnes for deres tålmodighed, for reklamefilm-serien kørte i fem år med hentydninger og enormt-sigende-blikke, førend en af dem – i dette tilfælde manden – tog sig sammen til at erklære den anden sin kærlighed.
Serien blev enormt populær, hvilket bl.a. understreges af, at slutsekvensen blev fulgt af ca. 30 mio. seere, og at parrets første kys blev en del af morgennyhederne næste dag. Åh-jo: Og der blev solgt bunker af Gold Blend som følge af serien.
Hele serien er samlet på YouTube – i én lang sekvens, som kan ses her.