Af Peter Engholm 25@mail.dk

En film med et par tvillinger viser konsekvensen af tillid kontra mistillid. På en uge er den vist godt 140.000 gange. Min A-kasse og Goodvertising står bag.

Det kan være slemt nok at miste sit job – men arbejdsløsheds-systemet gør det reelt ikke lettere. Det har Min A-kasse udstillet ved flere lejligheder – og nu binder man en sløjfe på i form af film, der enkelt viser forskellen på tillid og mistillid.

I 2012 printede Min A-kasse hele lovapparatet ud – 23.675 sider, hvilket tog 12 dage på en kontorprinter. Arbejdsløse bogbindere samlede siderne i Verdens største bog – på 65 kg og 134 cm – som Min A-kasse sendte på udstillings-turne og indsendte til både Creative Circle Award og Cannes Lions, hvor den hhv. vandt sølv i Events & Digital Events og blev shortlistet.

Siden fulgte Projekt Respekt, hvor ordet ‘arbejdsløs’ blev søgt ændret til det mere aktive ‘jobjæger’.

Og i sidste uge kom så filmen ”Tvillinge-Eksperimentet: Hvor ondt gør mistillid?”, hvor de to hovedpersoner – som udgangspunkt genetisk ens og i øvrigt med samme uddannelse – får samme test, men mødes med hhv. tillid og mistillid … med stor forskel til følge i resultatet.

”Danmark er verdensmester i tillid, og det er vi stolte af – men denne tillid er helt fraværende for de 400.000 danskere, der i løbet af et år er uden arbejde i en kortere eller længere periode. Systemet møder dem mistillid og mistro, og det hjælper ikke mennesker, men svækker dem,” siger Simon Bauer, der er kommunikationschef i Min A-kasse.

Han tilføjer:

”Verdens Største Bog viste systemets omfang, og nu viser vi konsekvensen af systemets tilgang til mennesker. Det er næsten skræmmende at se, hvordan den ene tvilling krympede sig ved at blive mødt af mistillid ved testen, men den anden voksede ved tilliden.”

Min A-kasse har i godt seks år samarbejdet med Inkognitocph, der for to år siden skiftede navn til Goodvertising Agency. Her siger adm. direktør Thomas Kolster:

”Min A-kasse er et godt eksempel på en organisation, der finder en sag, som den ejer – og står på mål for. Min A-kasse er der for medlemmernes skyld – ved vel at mærke at gå imod systemet. Det kræver mod at gå offentligt op imod system-dogmerne.”

Og filmen er blevet offentlig – den er på en uge blevet vist 147.000 gange og delt 4.200 gange.

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club