Post Danmark går i tænkeboks med DM-prisen

Peter Engholm
25@mail.dk

Direct Marketing Prisen har været afholdt siden 1987, men forårets award er udsat, mens Posten finder relevante med-arrangører.

Efter nogle år med nedgang kom Direct Marketing Prisen sidste år flot igen med 86 indsendte kampagner, og med ”Bedste brug af data” og ”Bedste brug af teknologi” som nye – og vel-modtagede – kategorier.

Post Danmark kan bryste sig af en velfungerede pris, som også trækker en sjældent høj andel deltagere fra kundeside, men om der i det hele taget bliver en DM-prisen i år er faktisk lidt usikkert.

”Vi kigger i øjeblikket på et nyt koncept og en ny måde at udvikle DM-prisen på. Vi synes, at DM-kategorien fortsat fortjener opmærksomhed, og det sker bedst ved, at flere forskellige aktører teamer op om prisen,” siger Brian Jakobsen, der er marketingchef i Post Danmark.

Han tilføjer:

”Da prisen blev lanceret i 1987, var direct marketing lig med breve. Det er så meget mere i dag, og derfor har vi løbende udvidet awardens kategorier. Vi ser gerne, at DM-prisen forbliver tidssvarende, og derfor er vi nu i dialog med andre, som vi kan afholde prisen sammen med.”

Er det tvivlsomt, om DM-prisen kommer til at fortsætte?

”Vores tilgang er, at den skal fortsætte. Og ud fra den dialog, vi har, tyder meget på, at DM-prisen også vil eksistere fremover. Men i første omgang har vi udskudt prisen i foråret. Måske kommer der én til efteråret, eller måske springer vi 2015 over, så vi kan tingene på plads,” siger Brian Jakobsen.