40 PR-bureauer havde i 2016 en fremgang i bruttofortjenesten på 8,2 procent. Det viser Bureaubiz’ seneste Bureaurapport.
Nye tal fra Dansk Erhverv viser, at omsætningen i 2016 kun gik godt 0,2 procent frem.
Samme analyse viser, at 2017 omsætningsmæssigt blev værre end året før for PR-branchen.
Analysen viser nemlig en omsætningsnedgang i 2017 på 4 procent i forhold til 2016. Til sammenligning havde erhvervslivet som helhed en omsætningsfremgang på 6,2 procent.
I årene før de seneste to år gik det ellers godt for PR-branchen.
I 2015 havde man en omsætningsfremgang på hele 23 procent. Langt over erhvervslivet som helhed, der havde en fremgang på 3,4 procent.
Fra Public Relations Branchen ønsker man at fokusere på tendensen over en årrække:
”Den danske PR-branche er inde i en positiv udvikling, der har varet 10-15 år og som også fandt sted under krisen, hvor vi reelt voksede og tog store markedsandele fra fx reklamebranchen,” siger formand for Public Relations Branchen Kresten Schultz Jørgensen.
Han fortsætter:
”De seneste år har væksten været på niveau med det øvrige erhvervsliv, og det er tilfredsstillende, fordi der er vækst i hele samfundsøkonomien til gavn for alle. PR er et strategisk fag, som topledelsen har behov for både i vækst og i krisetider. I væksttider står vi stærkt, i krisetider bedre end de fleste. Det siger noget om et fag, der er stærkt på direktionsgangen.’
Selvom PR-branchen altså omsætningsmæssigt har haltet en smule bagud i det seneste år, ser Dansk Erhverv, der har den danske rådgiverbranche som medlemmer – herunder pr-bureauerne – også positivt på udviklingen og fremhæver, at der samlet set har været en fremgang på 18 procent de seneste tre år:
”Når vi kigger over en længere periode, ser vi, at omsætningen og beskæftigelsen vokser hos bureauerne i PR-branchen. Det er absolut noget, vi kan glæde os over. Der er i disse år en stigende efterspørgsel efter rådgivere, fordi verden omkring os ændrer sig hastigt med bl.a. digitalisering og nye teknologier. Det stiller også stærke krav til virksomhederne, der har brug for at kommunikere endnu mere klart og strategisk. Og det er netop det, der er PR-rådgiveres kernekompetence.”,siger politisk konsulent i Dansk Erhverv Daniel Møller Jensen
Som Daniel Møller Jensen også antyder, er beskæftigelsen steget de senere år. Siden 2003 ligger den i 2017 på index 123,8, mens erhvervslivet generelt kun er steget med index 106,2.