Ikke blot én, men to gange, har PR-bureauet Effector inden for kort tid, måttet gå ud og undskylde efter at være blevet kritiseret for at begå skjult lobbyisme.
Det afvises dog af adm.dir. i Effector, Elisabeth Tissot Ludvig, men hun indrømmer, at der er begået flere fejl fra bureauets side.
Det skriver Altinget.dk.
Historien er, at Prostatakræftforeningens formand har udtalt sig positivt om lægemidlet, Xofigo, i to pressemeddelelser, der er udsendt af Effector
Imidlertid fremgår det ikke af pressemeddelelserne, at afsenderen er medicinalvirksomheden Bayer, der producerer Xofigo.
Det risikerer at skade Prostataforeningens troværdighed, mener direktør for Danske Patienter, Morten Freil med den begrundelse, at der opstår tvivl om det er udsendt i patienternes eller producentens interesse.
Elisabeth Tissot Ludvig afviser ifølge Altinget.dk, at der kan være tale om skjult lobbyisme. Men samtidig erkender hun overfor Altinget.dk, at der er sket en ’stor og meget beklagelig, enkeltstående fejl’.
“Det skal naturligvis fremgå klart og tydeligt, hvem vi arbejder for, og hvilke interesser vi repræsenterer. Det er en helt grundlæggende del af vores samarbejde med alle kunder. Bayer har naturligvis forventet, at de stod som klar afsender. Så det er en klar fejl fra vores side”, siger Elisabeth Tissot Ludvig til netavisen.
Efterfølgende sender Effector endnu en pressemeddelelse ud, hvor Bayers navn heller ikke er nævnt. Men det er også en fejl, siger Elisabeth Tissiot Ludvig i et nyt interview med Altinget.dk:
“At det heller ikke fremgår i den pågældende pressemeddelelse, er en alvorlig fejl fra vores side. Det er jeg helt enig med Morten Freil i. Jeg er meget ked af denne menneskelige fejl og den negative effekt, den har både for Bayer og os selv. Jeg har indskærpet Effectors retningslinjer om tydelig afsender i al korrespondance over for medarbejderne”.
Altinget.dk har tillige taget fat i external affairs manager, Tue Hansen, hos Bayer, der på baggrund af sagen vil indkalde pr-bureauet til et møde.
“Det er helt uden for skiven. Vi instruerer altid pr-bureauerne i, at det i skriftlige og mundtlige kontakter til journalister skal fremgå klart, at det er os som står bag. Vi har jo intet at skjule. Vi er jo stolte af, at vi laver effektive lægemidler. Jeg kan forstå, at der er tale om en menneskelig fejl. Men det er en ledelsesmæssig opgave hos pr-bureauerne at sikre, at de overholder de retningslinjer, de laver med os. Det er en fejl, som ikke må ske,” siger Tue Hansen til Altinget.dk.
Artiklen på Altinget.dk og de to pressemeddelelser kan læses her