PR-bureau ansætter en af Danmarks tungeste erhvervsledere

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Dongs tidligere topchef, Anders Eldrup, skal rådgive virksomheder med strategiske og kommunikative udfordringer i pr-bureau, der netop er fusioneret.

Anders Eldrup skal fra 1. april være ny seniorrådgiver i kommunikationsvirksomheden MSLGroup, der lige i disse dage er opstået som en fusion af JKL Group København og MSL København, der begge er del af Publicis-gruppen.

Anders Eldrup kommer i fint selskab med blandt andre den tidligere svenske statsminister Göran Persson, som også er tilknyttet MSL som rådgiver.

Anders Eldrup siger i en pressemeddelelse om sit nye job:

”Jeg ser frem til at bruge mine erfaringer fra erhvervslivet og embedsværket som udgangspunkt for rådgivning af virksomheder med forskellige strategiske og kommunikative udfordringer. MSLGroup Denmark er den største spiller i Norden inden for strategisk kommunikation, og som industriel advisor bliver jeg del af et internationalt team, der besidder de kompetencer, som erhvervslivet efterspørger, når de leder efter strategiske rådgivere.”

Anders Eldrup fik en dramatisk exit fra Dong Energy for nøjagtig et år siden, da bestyrelsesformanden Fritz Schur afskedigede Eldrup med beskyldninger om at bruge for mange penge på blandt andet lønninger. Beskyldninger, der senere er tilbagevist af Rigsrevisionen.

Anders Eldrup var topchef i Dong i 11 år og før det var han departementschef i Finansministeriet i 10 år.