I foråret blev kommunikations- og PA-bureauet GeelmuydenKiese hyret af eSport Danmark – Danmarks eSport-forbund. Opgaven lød på at få gjort eSport til en sportsgren under Danmarks Idrætsforbund.
Første step på vejen til at få anerkendt eSport som en sportsgren, er lanceringen af en ny national eSport-liga i stil med Superligaen.
”Sammen med forbundet fandt vi ret hurtigt ud af, at en central del af arbejdet frem mod DIF-anerkendelse var en national liga, hvor helt almindelige eSport-udøvere kunne konkurrere med og mod hinanden. Der er kort sagt behov for at illustrere bredden og dybden i eSporten”, siger direktør for public affairs hos GeelmuydenKiese, Benny Damsgaard.
En af de største opgaver i forbindelse med arbejdet med at lancere ligaen har været udviklingen af ligaens unikke grafiske identitet, fortæller kreativ direktør hos GeelmuydenKise Chaga Signe Bruun:
”Det er utrolig spændende at være med til at skabe et brand fra bunden. Alle kompetencer kommer i spil. I Geelmuyden Kiese arbejder vores kreative altid med udgangspunkt i det samfund, vi lever i. Et princip, der er ekstra relevant i forhold til den rolle, computerspil spiller for mange i dag.”
Hun fortsætter:
”Det handler nemlig ikke kun om at udvikle en identitet og en kampagne. Det handler i højere grad om at få ændret opfattelsen af og fordommene om computerspil hos den voksne del af befolkningen. Samtidig er det vigtigt at integrere det gode foreningsliv i eSport, som vi kender det fra eksempelvis fodbold.”
Den nye nationale eSport-liga, som starter 1. november er blevet etableret i samarbejde med Dansk Firmaidrætsforbund, Ungdomsringen og DGI og dermed kan 2 mio. danskere konkurrere i eSportligaen gennem den idræts- eller ungdomsforening de er medlem af.
eSporten er stadig præget af stor entreprenørånd og derfor har samarbejdet med GeelmuydenKiese også hjulpet eSport Danmark med at få eksekveret på det nye tiltag:
”Uden Geelmuyden Kieses hjælp og mange forskellige kompetencer, havde vi aldrig fået forbundets store drøm om en national eSport-liga op at køre. Vi er klassiske entreprenører, med masser af ideer og drive. GeelmuydenKiese har sikret, at vi undervejs også har fået noget konkret udover rampen til vores samarbejdspartnere og sponsorer”, siger Jens Christian Ringdal, der er ansvarlige for eSport-ligaen.

