PR-bureau bringer arbejdsgivere og fagforening sammen i kampagne

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

PrimeTime laver kommunikationskampagne for Dansk Metal og Provinsindustriens Arbejdsgiverforening. Anew har stået for reklamerne.

PrimeTime har ført Dansk Metal sammen med Provinsindustriens Arbejdsgiverforening i en kampagne, der skal fortælle unge mennesker om uddannelsesmulighederne i de danske produktionsvirksomheder.

Oprindeligt vandt Primetime en opgave for Provinsindustriens Arbejdsgiverforening, der udløste kampagnen ‘Nyskabende Danmark’. Den har kørt siden januar.

“Første del af kampagnen, der bestod af reklamefilm, print og pr skulle fortælle, at Danmark ikke kun fremover skal leve af viden, men at det også er vigtigt at, der er nogle, der uddanner sig til job i dansk produktion”, siger Peter Sterup, adm.dir. i Primetime Kommunikation til Bureaubiz, som har haft Anew til at hjælpe med at producere reklamedelen. Han fortsætter:

“Nu har vi så fået Dansk Metal med, så vi kan lave en kampagne, der går ud på at oplyse unge mennesker om deres uddannelsesmuligheder i produktionsindustrien”.

Han fortæller endvidere, at kampagnen skal lokke de unge mennesker med, at de faktisk er med til at skabe nogle konkrete resultater og nogle produkter, der kan sælges til udlandet og at de dermed er med til at skabe velfærd i Danmark.

Den sidste del af den oprindelige kampagne fortsætter til august med reklamefilm og annoncer, og suppleres af kommunikations-samarbejdet mellem Dansk Metal og Provinsindustriens Arbejdsgiverforening.

Det består primært af PR, og forskellige aktiviteter, blandt andet åbent-hus arrangementer i 100 danske industrivirksomheder, hvor man håber, at tusindvis af unge mennesker vil deltage, fortæller Peter Sterup til bureaubiz.dk.