PR-bureau har vundet bred kommunikationskampagne

FiG

Danskerne skal blive bedre til at bruge deres læge, og den opgave har PrimeTime Kommunikation vundet.

Når Danske Regioner og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) til foråret vil søge at øge danskernes kendskab til, hvordan de bruger deres læge bedst muligt, så kommer det til at ske gennem en bredt anlagt informationskampagne.

Opgaven med at udforme og gennemføre kampagnen er tildelt et PR-bureau. PrimeTime Kommunikation har vundet den i konkurrence med Operate og Advice.

Bureauet har udviklet det kreative koncept samt strategien og vil stå for gennemførslen af kampagnen sammen med Danske Regioner og PLO, og er allerede i fuld gang med at forberede kampagnen.

Kampagnen er fra et fagligt synspunkt spændende, da den er bygget op omkring strategiske samarbejder samt en klassisk kampagnetilgang, som særligt på digitale platforme skal informere danskerne om det gode lægebesøg. Vi er allerede i fuld gang med film og kampagnematerialer og glæder os til at se kampagnen blive foldet ud i blandt andet lægehuse i hele landet,” siger Tine Krag Kirchhoff, som er chef for integreret markedskommunikation i PrimeTime Kommunikation.

Målet er, at danskerne bliver endnu bedre til eksempelvis at bestille tider over nettet eller husker at melde afbud, hvis de forhindres i at møde op til en aftalt konsultation.

“Hver dansker er i gennemsnit i kontakt med sin egen læge syv gange om året. Derfor er det vigtigt at oplyse borgerne om, hvordan de kan bruge lægen bedst muligt,” siger Claus Christoffersen, kommunikationskonsulent i PLO.