Vi vil være ærlige, sagde DSB i november sidste år, da de fortalte, hvordan de ville sikre DSB et bedre image.
Og nu viser det sig, at der var særdeles god grund til den udmelding, fordi selskabet og PR-bureauet Waterfront lige nu er kommet kraftigt i modvind i forbindelse med en hemmelig aftale om med alt muligt andet end ærlige midler ved at forsøge at holde en journalist væk fra at skrive kritisk om DSB.
Sagen, der blev taget op af DRs 21 Søndag, handler om, at DSB skulle have indgået en aftale med Waterfront Communications om at ansætte Lars Abild, der har skrevet kritisk om DSB.
I to år har han løst opgaver for Waterfront Communications kunder, men hans ansættelse var i virkeligheden finansieret af DSB.
Det er kommet frem i en mail fra bureauet til DSBs underdirektør Peder Nedergaard Nielsen.
Ifølge Waterfront Communications direktør, Lars Poulsen, er mailen lækket fra en tidligere medarbejder hos Waterfront Communications. Og i øvrigt ’er det ikke korrekt, at Waterfront i en årrække har samarbejdet med Lars Abild for at sikre, at han afstår fra at presse DSB i medierne’ skriver han endvidere til tv2.dk.
Ud over omtalen i går og i dagens aviser, så kører sagen hårdt i medierne i dag. DRs Update har f.eks. en reporter foran Waterfronts domicil, hvor han kan fortælle, at de hverken åbner døren eller er til at komme i kontakt med.
DR Update har desuden et interview med en tidligere kommunikationschef i DSB Gods, der fortæller, at han fik tilsvarende aggressive forslag fra Waterfront, dengang han var i DSB.
Også PR-branchen undsiger Watefront.
“Mildt sagt er det en chokerende og uhørt sag, som jeg tager skarp afstand fra. Vi har ikke set noget lignende, og den giver kraftige dønninger i forhold til, hvordan vi skal håndtere etik,” siger Morten Grøn, formand for Public Relations Branchen i Danmark, til DR.dk.
Waterfront er ikke medlem af foreningen.
DSBs topchef Jesper T. Lok har igangsat en ekstern undersøgelse af sagen, som skal varetages af advokatfirmaet Bruun & Hjejle. Mens den undersøgelse står på, indstilles samarbejdet med bureauet.
(borsen.dk, tv2.dk, DR Update)