PR-bureau opnåede markant fremgang

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Ehrenberg har skruet på en lang række håndtag – og det har givet væsentligt udbytte.

Allan Sonne Sørensen er ikke ny hos det dansk/svenske PR-bureau, Ehrenberg. Men det er kun et år siden, at han indtog rollen som adm. dir.

Og nu kan han så fejre den tiltrædelse med afleveringen af et regnskab, der er mere end godkendt. Det er faktisk så godt, at han karakteriserer det som det bedste i bureauets historie.

Bruttoavancen steg med flotte 45 pct. hvilket er lig med ca. 3 mio. kr., og bundlinjen blev så meget som firedoblet. Overskudsgraden kom dermed op over 20, hvilket er højt i bureaubranchen.

Hvis han skal give en forklaring på den flotte fremgang, så er den ikke enkel. Man har skruet på en lang række mindre og større håndtag, som kombineret set har haft en stærk effekt, lyder det overordnet.

Skal Allan Sonne Sørensen fremhæve noget, så peger han på fire ting:

“For det første har vi arbejdet benhårdt ud fra devisen ”need to have” og ”nice to have”. Det har aldrig været vores ambition at blive de største, men at blive de dygtigste inden for vores kompetenceområder. Vi har ændret markant på vores organisation sidste år, så vi har kunnet rendyrke nichestrategien endnu mere.

For det andet har vi brugt en hel del ressourcer på at udvikle vores setup og kompetencer som lead-bureau i Norden. Mange kunder inden for vores kerneområder turisme og transport er i stigende grad ude efter helhedsorienterede kommunikationsløsninger på pannordisk niveau, hvor vi populært sagt tilbyder en one-stop-shop inden for PR & kommunikation. Det har vi vundet en del nye kunder på og eksisterende kunder har lagt flere opgaver på flere markeder.

For det tredje er der vores kultur og medarbejdere. ”Vi sælger ikke tid – vi sælger løsninger” har været et mantra hos os i flere år, men det har vundet endnu større genklang hos kunderne i år.

For det fjerde er de fleste af vores kunderelationer langvarige, og vi har ”vokset os store” sammen med en række af vores kunder.”

Ehrenberg har kontorer i en række lande, og Allan Sonne Sørensen er chef for den samlede gruppe. Regnskabet dækker dog kun de danske og svenske aktiviteter, idet kontorerne i Tyskland og Norge er selvstændige juridiske enheder.

Nøgletal for Ehrenberg

  • Bruttoavance 10,4 mio. kr. +44,4 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 945.455 kr. +5,1 pct.
  • Lønandel 60,4 (71,2)
  • Resultat af primær drift +2,311 mio. kr. + 332,8 pct.

    Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz