Dialog på sociale medier kan være en opgave, der ligger godt til et PR-bureau -og det ræsonnement synes EDC-mæglerne også at have gjort.
I hvert fald har selskabet nu indgået et samarbejde med Komaps Kommunikation om at hjælpe med at udforme og eksekvere en ny strategi for de lokale butikkers tilstedeværelse på Facebook. Jan Nordmann, kommunikationschef for EDC, siger om samarbejdet:
”Det er vigtigt for EDC at være til stede lokalt. Det gælder både i form af fysiske butikker med lokal ekspertise, men i stigende grad også på sociale medier som Facebook, hvor vores butikker nu har en tilstedeværelse, som vi gerne vil styrke.”
Kompas er lige nu ved at finpudse indholdsstrategien og få den tekniske løsning på plads, så EDC fra 1. juli kan få indholdet ud at arbejde på de lokale sider.
”Det har været enormt vigtigt for os at ramme den helt rigtige balance mellem engagerende indhold, der afspejler EDC som brand, og på samme tid skabe et kommercielt twist, der skaber værdi på bundlinjen,” siger SoMe-specialist Jeppe Kjøgx fra Kompas og fortsætter:
“Det centralt producerede indhold skal engagere, inspirere og få Facebook-brugerne til at løfte et øjenbryn i ny og næ – og så har det været helt afgørende at skabe en ramme, hvor de lokale mæglere bidrager med det lokale præg og i samspil med en procentdel af det centralt producerede indhold også har øje for mere forretningsbaserede KPI’er.”
Udover arbejdet for EDC varetager Kompas Kommunikation strategi, issue-beredskab, content-produktion, community management, annoncering samt evaluering og optimering af i alt 17 Facebook-sider og 9 Instagram profiler.