PR-bureauer er fusioneret

Peter Engholm
25@mail.dk

Det 14 år gamle Kommunikationsgruppen er fortid som bureaunavn, idet bureauet er fusioneret ind i et andet. Kommunikationsgruppens ejer er nu partner.

KommunikationsGruppen har fra årsskiftet fusioneret med Kreab Gavin Anderson. Med fusionen siger Lisbeth Wirgowitsch farvel til sit bureaus navn og et ene-ejerskab, og goddag til en tilværelse som partner i Kreab Gavin Anderson.

De seneste år har Kreab Gavin Anderson formået at tiltrække flere andre bureauer og partnere. Forrige år slog Grøn Ejvin Andersen og Public Affairs Group pjalterne sammen med PR-kædens danske kontor, der som et af de få ikke er ejet af moderselskabet.

I sommer fulgte så brødrene Jens og Søren Kofoed, der markerede afslutningen på deres konkurrenceklausul fra Hill & Knowlton med at købe sig ind i Kreab Gavin Anderson, hvor Jens Kofoed blev arbejdende bestyrelsesformand – og afløste tidl. EU-kommissær Henning Christophersen. Christian Ejvin Andersen er bureauets managing partner.

Og nu bliver Lisbeth Wirgowitsch og KommunikationsGruppen en del af Kreab Gavin Anderson i København. I alt 4 medarbejdere fusionerer med 7, så Kreab Gavin Anderson fra årsskiftet har 11 medarbejdere.

”Vi har haft gode regnskaber, også i krisen, men vores størrelse gjorde os sårbare, hvis nøglemedarbejdere eller kunder forsvandt. Samtidig er både rekrutteringsmulighederne og udviklingsmuligheder for medarbejdere og kunder større, når man er et større bureau,” siger Lisbeth Wirgowitsch.

Det er udelukkende glæde og ikke vemod, der præger hende, nu hvor hendes bureau er blevet en del af noget større.

”Det var været 14 fantastiske år, og nu er fusionen det helt rigtige. Som eneejer skal man være selvmotiverende og selvdrevet, og det har fungeret godt. Men nu glæder jeg mig til at kunne vende svære beslutninger og tvivlsspørgsmål med de øvrige partnere – vi er fire i det daglige. Vi har forhandlet fusionen fint på plads, så der ingen knaster er,” siger Lisbeth Wirgowitsch.

Da Jens og Søren Kofoed trådte ind i ejerkredsen i august, var planen at skabe en vækst og vokse til ca. 20 medarbejdere. Dette mål holder bureauet fortsat for øje, men tillader sig selv en konsolideringsperiode, førend der trykkes på speederen.