PR-bureaus administrerende dir. stopper efter et år på posten

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Radius skal have ny administrerende direktør efter, at Christian Wulff Søndergaard har valgt at skifte til Telenor.

Ejeren af Radius, Nicolaj Taudorf Andersen, glæder sig over, at det går godt for bureauet, der i 2013 kunne levere sit hidtil bedste resultat. Og han giver bureauets adm. dir. Christian Wulff Søndergaard en del af æren for den gode udvikling.

Men han har kun været adm. dir. siden sommeren 2013, og Nicolaj Taudorf Andersen lægger således ikke skjul på, at han ægrer sig over, at Christian Wulff Søndergaard nu forlader bureauet til fordel for et job som Vice President for public affairs på Telenors kontor i Bruxelles.

Men trods ærgrelsen, så er der også en forståelse.

“Jeg kan godt forstå, hvad der har drevet Christian. Det gælder både private forhold samt lysten til et mere internationalt miljø end det, vi kan tilbyde. Så når der kommer sådan et tilbud forbi, så er det svært ikke at slå til. Men et år er ikke lang tid på posten, så jeg havde gerne beholdt ham noget endnu,” siger Nicolaj Taudorf Andersen.

Samtidig henter han også en god erfaring med fra at have overladt ledelsen af bureauet til en anden type end ham selv. Nicolaj Taudorf Andersen er stifter og hovedaktionær.

“Det har været helt rigtigt at have en ledertype som Christian i spidsen for bureauet frem for mig selv, der er mere entreprenør, og derfor skal vi holde fast i den model,” siger Nicolaj Taudorf Andersen. Han forventer at kunne præsentere en ny adm. dir. inden årets udgang.