PR-veteraner takker af

Peter Engholm
25@mail.dk

Efter 23 år i PR-branchen forlader brødrene Jens og Søren Kofoed direktørposterne – og sælger deres aktier – i Hill & Knowlton A/S. Afløseren er kendt fra TV-2

I fredags stoppede Jens F. Kofoed og Søren M. Kofoed, og i dag begynder Hanne Danielsen. Hun har som ny adm. direktør fået overdraget ansvaret for den daglige drift i Hill & Knowlton A/S.

I 1987 stiftede de to brødre, Jens Kofoed og Søren Kofoed, PR-bureauet ABC Public Relations, som bureaukæden WPP i 2005 købte 51 pct. af. Bureauet skiftede navn til Hill & Knowlton, som er verdens største PR-virksomhed. Nu er de brødres aktiepost på godt 29 pct, og den overtager WPP efter en earn-out model.

“Efter 23 år i PR-branchen har vi ønsket at prøve kræfter med nye udfordringer, og efter en længere søgeproces i markedet er det nu lykkedes at finde den rigtige kandidat til at afløse os. Vi har i mange år drevet en af Danmarks mest overskudsgivende PR-virksomheder, hvilket har været både hårdt, sjovt og udfordrende. Vi synes imidlertid, at tiden er inde til at udvise rettidig omhu og forlade virksomheden, mens vi er på toppen,” siger Jens Kofoed.

Han erkender, at det er med et vist vemod at livsværket forlades, og tilføjer, at det for alvor først er nu, at han og broderen er begyndt at se nærmere på, hvad der nu skal ske.

“Vi lukker først én dør, før end vi åbner den anden. Personligt kunne jeg tænke mig mere bestyrelsesarbejde i vækstorienterede virksomheder, fordi jeg mener, at det er her, jeg virkelig kan bidrage. Men jeg vil heller ikke afvise andre bureauer. Nu må vi se. Søren og jeg har fælles projekter liggende, men vi kan også lave ting hver for sig,” siger Jens F. Kofoed, der også er formand for PR-bureauernes brancheforening – en post, hvorfra han ikke har tænkt sig at rende af pladsen.

De to mænd afløses af én kvinde: Hanne Danielsen, der indtil for to år siden var direktør for New Business Areas under TV2/Danmark, og før det var direktør for TV2/Danmark World. Senest har hun stiftet produktions-og kommunikationsselskabet Story Farm.

“Jeg glæder mig. Flere af mine klienter har efterspurgt international PR-assistance. Nu bliver det muligt at tilbyde dem det, eftersom Hill & Knowlton er en virksomhed med lang erfaring med teams, der arbejder sammen internationalt, når det giver mening,” siger Hanne Danielsen, ny direktør i Hill & Knowlton.

Hill & Knowlton A/S kom i den aktuelle Bureauanalyse 09 fra Bureaubiz ind på en 12. plads – og som det bedste blandt PR-bureauerne – i DM i bureaudrift. Her vurderes bureauets overskudsgrad og udviklingen i bruttoavance, og Hill & Knowltons placering blev opnået blandt bureauer med over 15 ansatte.