Prestigefyldt instruktørpris til dansker

peng

Nicolai Fuglsig gjorde – efter otte år – comeback som bedste reklamefilm-instruktør, da Directors Guild of America for 67. gang uddelte awards i Los Angeles.

Det var i princippet hans kollegaer, der hyldede Nicolai Fuglsig, da han på Hyatt Regency Century Plaza, LA, blev belønnet for sin instruktion af Guinness-filmen Sapeurs – der i sig selv er en hyldest til en række elegantiers i Den Demokratiske Republik Congo.

Prisen er Directors Guild of America (med tilføjelsen Outstanding Directorial Achievement Awards for 2014), og de 1600 deltagere hyldede Nicolai Fuglsig i kategorien Commercials.

Det er anden gang, at Fuglsig modtager denne pris – og anden gang, at det sker for en Guinness-film. Første gang var for otte år siden med Tipping Point.

Nicolai Fuglsig har det seneste år beskæftiget sig mere med film end reklame – om end han bl.a. har instrueret filmene i den hidtil største satsning for Hondas luksusbrand i USA, Acura. I sommer blev det også til guldløve i Cannes for Film-kategorien for Nike Possibilities.

Det er i øvrigt andet år i træk, at Directors Guild of America fremhæver en dansker som vinder af Commercial-kategorien. Sidste år vandt Marin de Thurah med The Man Who Couldn’t Slow Down for Hennessy.

Sapeurs

Tipping Point

The Man Who Couldn’t Slow Down