Co+Høgh har kunnet glæde sig over flere nye kunder her i 2011 – bl.a. Stryhns og B&O. Bureauet har dog også måtte vinke farvel til en kunde.
Det drejer sig om Aqua D’Or, der er markedsleder i Danmark og det er ikke en helt tilfældig kunde.
Aqua D’Or har fungeret som noget af en prestigekunde for Co+Høgh igennem udviklingen af Aqua D’orable konceptet. I en tid hvor der tales meget om at finde nye veje til forbrugerne kunne bureauet her fremvise et branded content projekt, og den case har været brugt aktivt i profileringen af Co+Høgh.
Men nogen gange sker der ting, som man ikke er herre over – specielt når der kommer store internationale koncerner ind over.
Franske Danone overtog for et år siden 90 pct. af aktierne i Aqua D’Or efter at have ejet halvdelen siden 2006, og det er denne begivenhed, der har udløst et bureauskift. Danone arbejder nemlig med Y&R, og på den baggrund har man nu valgt at flytte budgettet til Bates Y&R.
“Danone har veletablerede platforme for alle deres mærker, og derfor var der en række fordele ved et skift, bl.a. muligheden for at søge synergier i forhold til det internationale materiale. Da vi samtidig havde et ønske om at indtage en ny platform, var det helt naturligt at overveje et skift” siger marketingchef Lotte Larsen.
Hun understreger dog samtidig, at der bag beslutningen ligger en vurdering af, om det er en mere rigtig vej at gå marketingmæssigt.
“Vi har været rigtig glade for såvel Aqua D’Orable-konceptet og samarbejdet med Co+Høgh, men har vurderet, at det var tid til at vælge en anden vej. Dels fordi vi ønskede en platform for en mere langsigtet strategi, der også opfylder et ønske om at påvirke samfundet omkring os i en god retning, dels fordi vi så nogle gode muligheder i den store viden som vores nye ejere råder over” siger Lotte Larsen og fortsætter:
“Ideen og værdierne i den outdoor kampagne, som vi er på vej med nu, passer godt til vores rolle som markedsleder. Vi har fået bekræftet i tests, at konceptet klarer sig godt, og fordi det tager udgangspunkt i nogle internationale materialer og Danone-koncernens store faglige viden om vand, giver synergieffekterne os mulighed for at få kampagnens budskaber endnu længere ud, end vi ellers ville have haft ressourcer til” siger Lotte Larsen.
Ud over Aqua D’Or har Bates i år også landet Danmarks Naturfredningsforening og Barilla.