Prettysocial henter venture-kapital

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Social media firmaet har fået indskudt formentlig omkring 10 mio. kr. fra international investor.

For ikke lang tid siden købte Prettysocial Media e-commerce platformen, Atosho, og nu kan man så annoncere et indskud af venture-kapital.

Det kommer fra den internationale investor, Ermak Group, og beløbet opgives til at være et syvcifret beløb i Euro. Umiddelbart siges der ikke mere, men overfor Bureaubiz oplyses det, at Ermak Group nu har 15 pct. af selskabet, der værdisættes til omkring 85 mio. kr., så der er formentlig tale om et beløb i omegnen af 10 mio. kr.

Investeringen hjælper Prettysocial med den fortsatte ekspansion af koncept og teknologi i flere europæiske markeder. Samtidig bliver Atosho en integreret del af Prettysocials kombinerede Content Marketing og e-commerce platform, Native Avenue.

”Vi er meget tilfredse over at få så kompetent og handlekraftig en investor om bord, som, ud over at tilføre kapital, bidrager med et bredt netværk af forretningsmæssige og strategiske forbindelser,” siger Ulrich Schmidt, CEO Prettysocial Media International.

Ermak Group er en strategisk investor, som har fokus på innovative marketingteknologier og mediekoncepter, der adresserer mediemarkedets udfordringer. Investeringen i Prettysocial Media kommer fra ERMAK Groups early-stage venture kapitalpartner – Concentric.

”Vi har fulgt evolutionen inde for content marketing og e-commerce gennem en del tid og har haft fokus på virksomheder, som er i stand til at kombinere disse trends i attraktive produkter,” siger Denis Shafranik, stifter af Ermak Group og partner i Concentric, og fortsætter:

“Prettysocial har på kun to år udvist en imponerende vækst, men det er hovedsageligt virksomhedens overbevisende eksekvering af en strategi, som målrettet og ligeligt tilgodeser fordelene af social business for medier som annoncører, der har været grundlaget for vores investeringsbeslutning.”

Kjartan Rist, Partner i Concentric, og ny-udpeget bestyrelsesmedlem i Prettysocial Media International, siger:

”I et medielandskab, hvor traditionel banner-annoncering og den tilsvarende programmatic teknologi leverer skuffende resultater, har Prettysocials content marketing kampagner demonstreret, hvordan annoncører og medier kan opnå succes ved at samarbejde omkring nye formater og kanaler.”