Prisen blev aldrig et stort diskussionsemne

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Men man kan heller ikke bruge de normale principper for værdisætning af bureauer i tilfældet Adpeople, siger Jan Duckert.

Man kan ikke bruge normale værdisætninger af reklamebureauer i forhold til prisen på AdPeople, SoftwarePeople og GraphicPeople, som peopleGroup netop har solgt til engelske WPP Group. PeopleGroups formand, Jan Duckert, understreger desuden, at prisen ikke har været et stort diskussions-emne.

“Vi fandt hinanden ret hurtigt, og salget er jo heller ikke en exit-strategi. AdPeople er solgt med fremtiden for øje, PeopleGroup fortsætter som aktionær, og vi har ambitioner om fortsat at bidrage til bureauets udvikling”, siger Jan Duckert.

AdPeople havde i 2007 en bruttoavance på 107 mio. kr. og et resultat af primær drift på 31 mio. kr. Dell fylder meget, men i de senere år er det lykkedes at få en række store danske virksomheder på kundelisten, som repræsenterer en omsætning, der faktisk svarer til et mellemstort dansk bureau. Hertil kommer så SoftwarePeople og GraphicPeople, men Jan Duckert understreger, at det er svært at bedømme bureauerne enkeltvis, fordi meget aktivitet fungerer på tværs af gruppens bureauer.

Men bedømmer man på det afleverede regnskab og normale værdisætningsprincipper på bureauer, indikerer de en værdi på 150-200 mio. kr.

Jan Duckert afmonterer dog den normale værdisætning.

“Vi taler om et bureau, der har en stor omsætning på én kunde, som sælges til et andet bureau, der ejer adgangen til denne kunde. Her bliver der tale om en anden form for prissætning”, siger Jan Duckert.

Over for dette er der dog værdien af IT-værktøjer og kompetencer, som åbenbart er svære at undvære, når man vil betjene Dell.

PeopleGroup

PeopleGroup er Danmarks ubestridt største bureau med en bruttoavance på 275 mio. kr. og over 300 medarbejdere fordelt på 15 forskellige bureaubrands. Bureauet har i de senere år oplevet en kraftig vækst og tjente i 2007 56,8 mio. kr. på primær drift.

Udover Dell betjener bureauet kunder som f.eks. Toyota, Sonofon, Tuborg, Nykredit , Tom’s og Kim’s.

PeopleGroup udspringer af Wibroe, Duckert & Partners.

AdPeople

Adpeople er det teknologibaserede reklamebureau i PeopleGroup, Bureauet har skabt en række værktøjer, der indebærer, at man kan udvikle, planlægge og eksekvere integrerede kampagner på tværs af grænser – og vel og mærke gøre det både tids- og omkostnings-mæssigt meget effektivt. SoftwarePeople står for udvikling og drift af Marketing Operations Management systemer, mens GraphicPeople i Bangla Desh er en omkostningseffektiv tegnestue.

WPP Group

WPP Group er en engelsk børsnoteret bureaugruppe, der er verdens næststørste. Gruppen rummer brands som f.eks.Young & Rubicam, Ogilvy, JWT, Grey, Mediacom, Mediaedge:cia og Mindshare. Der er ca. 110.000 medarbejdere og en omsætning på omkring 60 mia. kr.