Cv’et er solidt, når man taler om Anna-Marie Elkjær. Ikke bare i forbindelse med de sidste fem år som chef for Friendly Film, der indgår i J. Walter Thompson Copenhagen.
Hun har faktisk 25 år på bagen som produktions-ansvarlig og har gennem årene været involveret i en række prisvindende produktioner.
Nu har hun så valgt at forlade jobbet for at stå på egne ben. Anna-Marie Elkjær har etableret Big-Mama, som hun karakteriserer som et integreret produktionshus.
”Jeg har brugt de sidste mange år på at finde ud af hvem der er de bedste at arbejde sammen med i branchen.
Dem jeg ved leverer varen, så jeg kan gøre det samme. Nu har jeg opbygget et bureau der kan levere til alle platforme samtidig, og sammenhængende,” siger Anna-Marie Elkjær.
Sådan er den visuelle identitet på sitet: Alle stoler på deres Big-Mama og det er det hun symboliserer. Hende der altid har en løsning og et svar. Hende kan man altid stole på.
Hvor Friendly Film har været mere fokuseret på film, så vil hun i Big-Mama lægge et meget bredere fokus – fra fotos, illustrationer, ord, til print, outdoor, digitale & sociale platforme. Hertil kommer sange, lydeffekter, lyd-logoer samt content til radio, digitale & sociale platforme. Samt selvfølgelig filmproduktioner, animation og brugergenereret content.
Anna-Marie Elkjær har bare inden for de sidste 10 år været ansvarlig for mere end 10 internationalt prisvindende kampagner, og hele 5 Cannes-Lions: En af guld og to af sølv. Hertil kommer mere end 20 danske Awards. Blandt arbejderne finder man Sprite og Sprite Zero der hhv. vandt Guld i 2008 og sølv i 2014, samt Fetterlein-kampagne for Kræftens bekæmpelse, der blandt andet vandt i Effectiveness Award.
”Hvis man skal kunne levere content, der dækker alle aspekter i en connection-strategi kræver det både tidlig involvering og erfaring. Man kan ikke kalde sig integreret hvis man kun kan levere film, og man skal vide hvad der skal til for at få det til at fungere på en given platform,” siger Anna-Marie Elkjær og fortsætter:
”I Fetterleins tilfælde var det for eksempel en række webisodes der blev delt via hans Facebook profil, der fik skabt den store hype, inden selve musikvideoen gik on air på tv og singlen på Spotify,”
Anna-Marie Elkjær har etableret en række samarbejder – hvordan Big-Mama præcist skal udvikle sig må tiden vise. Men nogen ansatte bliver nødvendigt.