Prisvindende reklamestil er afløst af produktfokus

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Cadbury har tidligere fået stor anerkendelse i reklamebranchen for film med meget lidt fokus på produktet. Som f.eks. den trommespillende gorilla. Peter fra L’easy tror mere på en ny film.

For to år siden blev den store slikproducent, Cadbury, kendt i reklameverdenen for sin Cannes Grand Prix vindende og trommespillende gorilla.

Men mens reklameverdenen hyldede filmen, så undrede Peter fra L’easy sig (marketingdirektør Peter Gram Møller).

Han erklærede på Bureaubiz efter at have deltaget i festivalen sin manglende tro på konceptet at vise noget sjovt og så lige hæfte et produkt på i enden.

Det fik han så på puklen for i de efterfølgende kommentarer.

Siden har Cadbury fulgt op med andre film med lige så lidt chokolade i. Men nu har tonen fået en anden lyd.

Den nyeste film for Cadbury fra Fallon har masser af chokolade i sig (filmen er i øvrigt instrueret af svenske Henrik Hallgren).

“Jeg synes, det er lykkedes dem at få sat fokus på chokolade og jeg får meget mere lyst til at spise chokolade. Det er lige før, man kan tale om traditionel reklame – men også kun lige før. Jeg synes, det er lykkedes for dem at skabe en spektakulær film,” siger Peter Gram Møller.

Han må dog indrømme, at han fortsat er mere til de korte og kontante budskaber.

“Men det har muligvis noget at gøre med omkostningerne. På et lille marked som det danske fylder reklamefilm-produktion en forholdsmæssig stor andel af det samlede budget. Der er mere plads til at investere i produktion i England,” siger Peter Gram Møller.

I 2008 var danske Per Pedersen medlem af filmjuryen og han konstaterede dengang, at året var et opgør med USP-markedsføringen. Men den nye Cadbury-film ser firmaet ud til at være vendt tilbage til USP.

“De har altid i andre sammenhæng gjort meget ud af, at de anvender frisk mælk, og det USP ser de da også ud til at have taget fat i nu,” siger Peter Gram Møller og fortsætter:

“Om den nye stil er et udtryk for, at den oprindelige ikke virker, kan jeg selvfølgelig ikke vide. Jeg vil dog ikke være overrasket, hvis de har konstateret, at effekten efterhånden er forsvundet, fordi man jo kan putte et hvilket som helst produkt på i enden på deres tidligere film”, siger Peter Gram Møller.