Probana under hårdt pres for sin markedsføring

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Kursus-virksomhedens ry er ikke godt blandt kursusfolk, og nu cirkulerer nogle ret kradse udtalelser på sociale medier i en strid med Novozymes’ HR-direktør.

Vildledende markedsføring. Dommen er og har allerede været hård på de sociale medier over kursus-virksomheden Probana. Bl.a. i meget omfattende tråde på sociale medier, hvor flere undrer sig over, at virksomheden er sluppet godt fra det indtil nu.

Ryet er helt sikkert ikke godt blandt kursus-folk, der bl.a. fremhæver, at Probana pynter sig med lånte fjer, når man hævder at samarbejde med mange store danske virksomheder, når der højst er tale om enkeltpersoner, der kan have deltaget i et kursus.

Nu ser det dog ud til, at virksomheden for alvor er kommet i ilden. HR-chefen i en af de store virksomheder, Michael Almer fra Novozymes, har nemlig taget bladet fra munden. Dagbladet Børsen har taget sagen op i dagens udgave, og for at det ikke skal være nok, så kan avisen citere fra en tråd på Linkedin, hvor Probana-direktør, Peter Sonne Joensen, ikke ligefrem kommer flot ud.

Nogen vil endda sige tværtimod. Læs f.eks. hvordan han skriver om Novozymes-direktøren og bl.a. prøver at true ham med den tidligere Novo-direktør, Mads Øvlisen (hvor han i øvrigt roder lidt rundt i ejerforholdene omkring NovoZymes):

“Unge chefer som Michael Almer, der må have gået i børnehave, da Novozymes startede med at bruge Probana, burde afstemme den slags stødende skriverier med sin HR-afdeling. Eller måske mere vigtigt med min gamle ven og nabo Mads Øvlisen (tidligere direktør i Novozymes’ moderselskab, Novo Nordisk, red.) og ejerfamilien bag Novozymes.”

Dette var en reaktion på det indlæg fra Michael Almer på Linkedin i sidste uge, som startede sagen:

“Probana har i en række år spammet Novozymes’ ansatte, på trods af utallige opfordringer om at stoppe det. Vi har også oplevet uprofessionelt og grimt sprog fra deres CEO. Vi har blokeret alle e-mails fra Probana og fortalt dem, at Novozymes ikke vil lave forretning med Probana.”

Siden hen blev det mere ophedet. Børsen kan citere en besked fra Peter Sonne Joensen, som Michal Almer har fortalt om på Linkedin:

“Jeg imødeser, at du fjerner dit indlæg på Linkedin inden kl. 12 i dag. Derefter kontakter jeg Øvlisen-familien. Du repræsenterer en stor dansk anerkendt virksomhed. En ting er, at du krænker Probana med dit skriv, men du skader Novozymes ry og omdømme. Tænk dig om. Amatør!”

Flere af Peter Sonne Joensens indlæg er siden blevet slettet.

Børsen har uden held prøvet at få kommentarer fra Peter Sonne Joensen, Mads Øvlisen og Michael Almer. Fra Novozymes side oplyses det dog, at Michal Almer står ved sine udtalelser.