Producer fra Halbye Kaag går solo som agent

Peter Engholm
25@mail.dk

Nina Fryland repræsenterer indtil nu syv instruktører. Hun vil hjælpe bureauerne med at finde den rette instruktør – og assistere instruktørerne med omtrent alt fagligt end lige at producere og instruere.

Der kan ligge noget konstruktivt fremmende, snarere end fremmedgørende, i, at bureauer og filmstruktører lidt oftere kan sige “min mand taler med din mand” – også selv om instruktørens mand i dette tilfælde er en kvinde.

Kvinden er Nina Fryland, der netop har lanceret sig som instruktøragent med firmaet Storyroom.

“Ideen har jeg fået henover de seneste år, da jeg stadig oftere oplevede, at instruktørerne ikke altid havde helt styr på deres aftaler, og at vi, der producerede reklamefilm, heller ikke altid havde helt styr på instruktørernes seneste film,” siger Nina Fryland.

Med færre produktionsselskaber og mere inhouseproduktion på bureauer bliver instruktørerne ikke profileret på samme måde som tidligere – og de mange freelance-instruktører har brug for deres egen agent til at sælge dem. Nina Fryland trækker på 15 års erfaring fra reklamebranchen – heraf 8 år som producer både in-house og eksternt, først hos Easy Film og senest hos Friendly Film og Halbye Kaag JWT.

“Min opgave er ikke at være producent, men at hjælpe bureauer og produktionsselskaber med at finde den rette instruktør til det aktuelle job, at sparre med dem og være deres værktøj. Jeg holder dem også opdateret med instruktørernes arbejder – hvor reaktionen på bureauet kan være “Okay, er det ham, der har lavet den?!”. Og for instruktørernes vedkommende holder jeg styr på deres kalender og sørger for at få faktureret efterfølgende – selv er de typisk videre til den næste opgave, og som alle kreative går de fuldstændig ind i opgaven,” siger Nina Fryland.

Storyroom er på banen før og efter instruktørens kreativitet og dét at lave film – forstået sådan, at Nina Fryland koordinerer møder og rejser forinden, og efterfølgende tager en evt. evaluering, der ifølge Nina Fryland kan være mere konstruktiv og åben, når det er agenten, og ikke instruktøren selv, der diskuterer forløbet igennem.

Tilbage i 2002 slog producer Martin Bardrum sig ned – med firmaet Agent Zoo – som agent for ikke bare instruktører, men også filmfotografer. Dem har Nina Fryland ikke i sin stald, men hun deler kontor med Marie Louise Frigast, som i fem år har drevet ViewFinder Copenhagen og er agent og manager for 14 filmfotografer både i Danmark og udlandet.

De syv instruktører, som Nina Fryland repræsenterer er:

  • Jonas Elmer
  • Michael Toft
  • William Stahl
  • Mathias Deichmann
  • Christian Garnov
  • Kathrine Windfeld
  • Mats Stenberg

Instruktørerne og deres film kan findes på www.storyroom.dk 

Marie Louise Frigasts agentur for filmfotografer er www.viewfindercph.dk

Martin Bardrums agentur kan findes på www.agentzoo.dk